Seminar om fremtidens Grønland

Flere skal uddannes, vi skal producere mere, og den offentlige sektor skal effektiviseres.
Skrevet af Jonas Fievé
10. april 2016 12:24
Versionist Jaaku Lyberth

Det var hovedbudskabet, da Økonomisk Råd lørdag tog hul på et seminar om, hvordan vi kan gøre det bedre her i landet.

Formand for Økonomisk Råd, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen, har store forventninger til, hvad deltagerne kan få ud af seminaret.

- Jeg håber, at man tager nogle faglige inputs med, og noget inspiration, som kan føre debatten videre. Det der ligger bag mange af indlæggene er, at der er behov for en erhvervspolitik, som kan styrke den private sektor. Så jeg håber, at det her kan være med til, at der kommer mere debat om, hvad man skal gøre og, hvornår det skal ske, siger Torben M. Andersen til KNR.

Brug for alle kræfter

Blandt deltagerne var alt lige fra embedsmænd i Selvstyret til repræsentanter for erhvervslivet. Og for første gang i de fire år, som seminaret har fundet sted, var der også inviteret studerende med fra Ilisimatusarfik, og det er der ifølge Torben M. Andersen en god grund til:

- De kan høre, hvad der bliver sagt, og de kan få noget input med hjem, men vi får også noget den anden vej. De har fingeren på pulsen, og samtidig repræsentere de de yngre generationer. Mange af de her ting handler jo om, hvordan fremtidens Grønland skal se ud.

Et supplement til undervisningen

For Tukumminnguaq Nykjær Olsen, som læser samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik, har det været lærerigt at være med, da seminaret berørte en række områder, som de ikke lærer på universitetet, mener hun.

- Her kan vi lære en hel masse andre ting, som der ikke står i vores studieordning. Her får vi eksempelvis mulighed for at tale og debattere med erhvervslivet. Så vi får rigtig meget ud af at være inviteret til sådan et arrangement.

 

LYT OGSÅ TIL Miniseminar om produktivitet og effektiviseringer Optagelse fra Økonomisk Råds seminar lørdag den 9. april på hotel Hans Egede.