Selvstyret: GMM skylder os 4,5 mio. kroner

Grønlands Selvstyre har endnu ikke set skyggen af de 4,5 millioner kroner, som det britiske mineselskab GMM skylder dem.
Greenland Mining Management, GMM med direktør Patrick Newman i spidsen skylder stadig Selvstyret og andre kreditorer millioner af kroner Foto © : KNR
03. februar 2016 15:04
Versionist Jaaku Lyberth

Det bekræfter departementschef i Naalakkaersuisut-formandens departement, Søren Hald Møller:

- Nej, det har vi ikke endnu.

Læs også Selvstyret overlader NunaMinerals til briterne

 

Fristen langt overskredet

Selvstyret har ikke kun et lån på 4,5 millioner kroner til NunaMinerals ude at svømme, efter at selskabet sidste år gik i betalingsstandsning. Men også påløbne renter.

Men ifølge en restruktureringsplan, som fastlægger under hvilke vilkår, Greenland Mining Management, GMM skal overtage NunaMinerals, har GMM lovet at betale de 4,5 millioner kroner tilbage til Selvstyret senest den 5. januar 2016.

Men det kniber åbenbart så meget for det britiske mineselskab at skaffe pengene og få financieringen på plads, at Retten i Grønland foreløbig seks gange har imødekommet en anmodning fra NunaMinerals om at få udskudt betalingsstandsningen i et forsøg på at vinde tid og undgå en konkurs. Og det har retten imødekommet. Fristen er lige nu udsat til den 29. februar 2016.

 

Opsigtsvækkende situation

Den manglende finansiering har også fået advokatfirmaerne, Malling og Hansen Damm og Kromann Reumert, der fører tilsyn med betalingsstandsningen til at bruge et sprogbrug, der signalerer stærk undren over, hvad der foregår.

Således finder Tilsynet det "opsigtsvækkende, at der er indtrådt yderligere forsinkelse med financieringen", står der i Tilsynets seneste Kreditorinformation.

Også Selvstyreformandens departementschef undrer sig:

 - Det er noget usædvanligt, at de frister, som GMM selv har været med til at sætte ikke er overholdt, lyder det fra departementschef, Søren Hald Møller.

- Vi fra Selvstyrets side kunne godt vælge at sige, at nu vil vi ikke vente mere på de penge. Det ser vi bare ikke nogen interesse i. Vi har alt at vinde. Og så længe Retten i Grønland mener, at der er grundlag for stadig at afsøge muligheden for at gennemføre aftalen, så afventer vi og ser, hvad der sker, siger departementschef, Søren Hald Møller til KNR.

Læs også Kreditorerne står i kø hos NunaMinerals

 

Ikke kun Selvstyret venter på sine 4,5 millioner kroner plus renter. Det samme gør en stribe kreditorer, som også er blevet lovet, at GMM løbende vil betale deres tilgodehavender på omkring 40 millioner kroner i NunaMinerals tilbage.