Kreditorerne står i kø hos NunaMinerals

Knap 50 store som små virksomheder og enkeltpersoner har 40 millioner kroner ude at svømme hos konkurstruede NunaMinerals. Det fremgår af en liste over blandt andre de virksomheder, der har leveret ydelser på kredit.
02. december 2015 14:36

Op mod 50 enkeltpersoner og virksomheder har i alt knap 40 millioner kroner ude at svømme i det konkurstruede mineselskab, NunaMinerals.

Det viser en liste over kreditorer fra det britiske mineselskab, Greenland Mining Management, der står over for at overtage NunaMinerals. Og dermed også selskabets gæld til kreditorerne.

 

Læs også Avis: NunaMinerals skal drive miner i USA

 

Lige fra advokatfirmaer, Nukissiorfiit, Inu-IT og Råstofstyrelsen til Trolles Tank og her UloRengøring & Service, som har 27.000 kroner ude at svømme:

- Vi har rengjort kontorer og serviceret sæsonarbejdere om sommeren for NunaMinerals, hvor der er en del forskere og indlogeringer, fortæller direktør i Ulo Rengøring Rosa Andersen:

- Men regninger, der ikke bliver betalt går hårdt ud over os små virksomheder, siger hun.

 

Læs også GMM forsøger at redde NunaMinerals

 

Plan for kreditorers tilgodehavende

Det britiske mineselskab Greenland Mining Management, GMM med råstofinvestor Patrick Newman i spidsen har lagt en restruktureringsplan på bordet.

Her fremgår det, hvordan GMM ønsker at overtage NunaMinerals for at få selskabet gjort levedygtigt igen.  

I planen indgår også, at GMM vil betale kreditorer, der har under 100.000 kroner tilgode hos NunaMinerals alle deres penge igen her og nu.  

Mens alle dem, der har mere end 100.000 kronr til gode skal acceptere, at de først får resten af deres penge - ud over de første 100.000 kroner - over en periode fordelt på otte afdrag. Men hvornår det skal ske, fremgår ikke af planen, forklarer statsautoriseret revisor Knud Østergaard:  

- Der er jo ingen garanti for, at de resterende otte rater rent faktisk kommer til udebetaling. det afhænger jo af, om NunaMinerals på langt sigt overlever. Men den plan, der er lavet her giver jo maksimal chance for at det sker, siger Knud Østergaard.

Mens Grønlandsbanken har et sikret udlån på 11 millioner kroner, står de største kreditgivere i pølseenden af kreditorer. De har så risikofyldte udlån på samlet 17 millioner kroner, at de står til at tabe alle deres penge.

 

Greenland Holding taber penge

Det gælder også det selvstyreejede Greenland Holding.

Her er udsigten til at få et lån på godt fire millioner kroner tilbage lig nul, erkender direktør i Greenland Holding, Karsten Høy:

- Som udgangspunkt, så anser vi dem for værende tabt, siger Karsten Høy.

Den endelige tilbagebetaling af pengene til kreditorerne skal først godtages ved retten i Grønland ved en såkaldt tvangsakkord. Her skal kreditorerne - inklusiv dommeren - nikke ja til genopretningsplanen, før NunaMinerals er endelig reddet.

I sidste uge forlængede retten i Grønland selskabets betalingsstandsning til den 21. december 2015 for at give NunaMinerals arbejdsro til at få styr på netop sine kreditorer.