Selvstyret optager lån i Den Nordiske Investeringsbank

Medlem af Naalakkersuisut for Finanser, Maliina Abelsen (IA), har den 25. juni underskrevet en låneaftale på 350 mio. kr. mellem Den Nordiske Investeringsbank og Grønlands Selvstyre. Lånet har en løbetid på 15 år, og renten er låst fast i de første 7 år.
Skrevet af Peter Troelsen
25. juni 2012 09:40

Der har i de seneste år været uro på lånemarkederne, og det har ført til vanskelig finansiering og højere renter i nogle lande. Omvendt er der i Nordeuropa sket et fald i renteniveauet. Naalakkersuisut har på den baggrund hjemtaget et planlagt lån, mens renten er lav. Samtidig bliver det sikret, at Landskassen har god likviditet frem til udgangen af 2013, lyder det i dag.

- Lånet bruges til vandkraftværket ved Ilulissat, som vil øge bæredygtigheden i vores energiforsyning og mindske vores afhængighed af olieprodukter. Når værket bliver færdiggjort i 2013 vil der være vandkraftforsyning i de 4 største byer og derudover også i Narsaq og Tasiilaq, siger Maliina Abelsen.

Vandkraftværket ved Ilulissat skal først og fremmest forsyne byen med miljøvenlig elektricitet til borgere, erhvervsliv og offentlige institutioner.  Desuden kan værket også dække en del af byens opvarmningsbehov.

Naalakkersuisut fremlagde i foråret en Gælds- og Investeringsstrategi, hvor dette lån på 350 mio. kr. i 2012 var forudset. Værket kan fuldt ud leve op til principperne i Gælds- og Investeringsstrategien, og det er et godt eksempel på, at finanspolitisk holdbarhed og miljømæssig bæredygtighed kan gå hånd i hånd, mener Maliina Abelsen.