Selvstyret forlanger berigtigelse af sermitsiaq.ag

Det er ikke så tit, at man hører fra selvstyrets informationsafdeling, men i dag har de udsendt et krav om et dementi fra sermitsiaq.ag efter deres artikel i går om Julie Rademachers tiltræden som pressechef for Aleqa Hammond.
Skrevet af Peter Troelsen
12. april 2013 08:43

Fra selvstyrets side beretter man, at informationschefen i Tusagassiivik er og bliver Sofia Geisler, og man beder utvetydigt sermitsiaq.ag om at dementere deres historie.

Det kan undre, at selvstyret føler sig nødsaget til at forlange et dementi af artiklen, da der ingen steder i sermitsiaq.ag´s artikel står noget om en ansættelse i selvstyrets informationsafdeling. Derimod må man gå ud fra, at Julie Rademacher er ansat i partiet Siumut, der vel ikke skal have deres ansættelser godkendt i selvstyret.

-Det kan oplyses at Formandens Department er i overvejelser om at ansætte en pressekoordinator for Formanden for Naalakkersuisut, ligesom det var tilfældet for det forrige Naalakkersuisut. Da dette arbejde pågår, må pressen og andre interesserede derfor afvente endelig udmelding herom fra Formandens Departement, oplyser fungerende departementschef Søren Stach Nielsen.