Selvstændighedspartier vinder flertal i Skotlands parlament

SNP og De Grønne ønsker en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. De har nu flertal i parlamentet.
SNP's leder, Nicola Sturgeon, slår ifølge det britiske nyhedsbureau PA fast, at det "er landets ønske" at få en ny folkeafstemning. Foto © : Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. maj 2021 18:55

Skotske partier, der ønsker selvstændighed fra Storbritannien, vinder flertal i landets parlament.

Det viser valgresultater ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Skotlands Nationale Parti (SNP) forbliver landets største, men det tyder ikke på, at partiet opnår absolut flertal, som det havde håbet på.

Partiets leder, Nicola Sturgeon, slår ifølge det britiske nyhedsbureau PA fast, at det "er landets ønske" at få en ny folkeafstemning.

SNP ønsker sammen med partiet De Grønne en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien.

Status lørdag aften er, at de to partier tilsammen har sikret sig 65 af de 87 pladser i parlamentet, der er blevet afgjort.

Det giver dem flertal, da parlamentet består af 129 pladser.

Mulig folkeafstemning i 2023

Skotterne gik til valg torsdag. Men corona har forsinket optællingen, som lørdag aften fortsat er i gang.

Det store emne ved valget har været en ny folkeafstemning om selvstændighed fra Storbritannien.

SNP ønsker en folkeafstemning ved udgangen af 2023. Og det ventes, at partiet sammen med De Grønne vil lægge stort pres på Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, for at få en afstemning.

Det har Boris Johnson hidtil pure afvist.

Skotterne holdt i 2014 en folkeafstemning om selvstændighed fra Storbritannien. Her sagde 55 procent ja til at forblive i den britiske union.

Ny situation

Den konservative britiske regering mener, at afstemningen i 2014 var en mulighed, man får én gang i løbet af en generation.

Men Sturgeon og hendes parti mener, at situationen i dag er radikalt anderledes. Dengang var antagelsen, at Storbritannien fortsat ville være en del af EU. Men det holdt kun kort, for en britisk folkeafstemning i 2016 endte med et ja til at forlade EU.

Ifølge SNP vil et uafhængigt Skotland søge om optagelse i EU, eftersom de fleste skotter stemte imod brexit.

Lokalparlamentet bestemmer i Skotlands selvstyre. Det har beføjelser inden for dagliglivet i Skotland, herunder uddannelse, sundhed og transport.

SNP har vundet alle lokalvalg i Skotland siden 2007.