Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump blev i går aftes strejfet af skud, da han stod på talerstolen ved et vælgermøde i delstaten Pennsylvania.
Kort efter vælgermødets start tog Trump sig til øret og søgte så dækning under sin talerstol.
En ukendt gerningsmand havde tilsyneladende affyret skud i retning mod Trump, der blev strejfet på øret.
Ekspræsidenten blev efterfølgende eskorteret væk fra vælgermødet og ført til behandling på en klinik i nærheden.
Den mistænkte gerningsmand blev hurtigt dræbt af Secret Service. FBI har senere bekræftet, at den formodede gerningsmand er en 20-årig mand ved navn Thomas Matthew Crooks.
En tilskuer blev dræbt, og to andre blev alvorligt såret ved skyderiet.
Donald Trump har det godt efter omstændighederne. Han ventes at deltage i det republikanske konvent mandag. Her er forventningen, at han vælges som partiets officielle kandidat til præsidentvalget i november.
Skyderiet har affødt mange reaktioner fra hele verden. Blandt andet fra den danske statsminister Mette Frederiksen, der kalder skyderiet "fuldstændig uacceptabelt".