Seks personer involveret i færdselsuheld

Torsdag aften stødte to biler frontalt sammen på vejen mellem Nuussuaq og Qinngorput. Seks personer er involveret, men ingen er kommet slemt til skade.
Politiet afspærrede vejen mellem Nuussuaq og Qinngorput i to en halv time efter ulykken. Foto © : Privatfoto
20. oktober 2023 09:11

Torsdag aften har der været et færdselsuheld på vejen mellem bydelene Nuussuaq og Qinngorput i Nuuk, hvor to biler stødte frontalt sammen. 

Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Carl Sværd fredag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.49, og afspærrede vejen frem til klokken halv to i nat. I alt var seks personer involveret i ulykken, men ingen er kommet slemt til skade, fortæller vagtchefen.

- Det var en kvindelig taxachauffør, der blev påkørt, og hun har fået et benbrud, men ingen er kommet slemt til skade, siger Carl Sværd.

Gaderæs er årsagen

Føreren af bilen, der er skyld i ulykken er en 20-årig mand, som sammen med fire andre unge kørte ræs mod en anden bil, da ulykken skete, fortæller vagtchefen.

- De fem unge har kørt om kap med en anden bil, så de kørte alt, alt for stærkt, da uheldet skete. Vi har endnu ikke fået identificeret den anden bil, men vi har styr på alle de involverede personer, siger Carl Sværd.

Ulykken skete, fordi en bil forsøgte at overhale en anden bil på strækningen, bekræfter vagtchefen fredag morgen overfor KNR.

Afhøres i løbet af fredag

Fredag skal politiet undersøge hændelsen helt færdig og afhøre vidner og de seks personer, oplyser vagtchefen. Han forventer, at det ender ud i, at den 20-årige mand, der kørte bilen, bliver sigtet. 

Politiet leder også stadig efter den anden bil, som de unge kørte ræs mod.