Sara Olsvig: USA gør sig til for at sikre en god ven i fremtiden

Når USA tilbyder turistfolk en gratis studietur, er det ikke uden bagtanker. Det er vigtigt for amerikanerne, at Grønland er en god ven, vurderer Sara Olsvig, der forsker i USA's relation til Grønland.
USA følger godt med i grønlands arbejde mod selvstændighed, vurderer Sara Olsvig. Arkivfoto. Foto © : Inuit Ataqatigiit, IA
29. oktober 2021 05:42

I sidste uge sagde Avannaata Kommunias borgmester, løsgænger Palle Jeremiassen, pænt ja tak til at sende 20 turistfolk på studietur til USA. Rejsen bliver betalt, og der er ingen forventninger til gengæld, forsikrede amerikanerne.

Invitationen kommer ikke bag på Sara Olsvig, der arbejder på Ilisimatusarfik, hvor hun skriver en ph.d. om forholdet til vores store nabo i vest, nemlig USA. Men det handler om meget mere end turisme, vurderer hun.

- Man kan sige, at de her aftaler, som nu også begynder at blive anvendt af kommunerne, ligger indenfor de rammer, som Naalakkersuisut har lavet med amerikanerne i deres seneste forhandlinger og nye aftaler.

- Det er ikke så underligt, at kommunerne begynder at anvende dem, siger hun.

- Men man kan jo zoome lidt ud og se på, hvorfor amerikanerne er så interesserede i Grønland.

LÆS OGSÅ Råstofskolen i Sisimiut indgår millionaftale med USA: - Det kommer til at spole skolen ti år frem i tiden

Sidste år genåbnede USA sit konsulat her i Nuuk.

Siden har den ene investering efter den anden fundet sted. Blandt andet har USA givet 93,4 millioner kroner til projekter, der skal styrke samarbejdet med Grønland - herunder på turismefronten.

Der er også postet penge i Råstofskolen i Sisimiut, og andre penge til innovation på uddannelsesområdet.

Invitationen til turistfolkene i Ilulissat er altså bare seneste håndsrækning fra USA.

Og for amerikanerne handler det - ifølge Sara Olsvig - om meget mere end at optimere populære turistture som hvalsafari og midnatssejlads, når man inviterer turistfolk på studietur.

Naboen holder godt øje 

Over de seneste årtier har Grønland gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling, og det er ikke gået naboens næse forbi. Tværtimid, forsikrer Sara Olsvig.

Først kom hjemmestyret, og sidenhen selvstyret. Med Selvstyreloven kom muligheden for, at Grønland i fremtiden kan blive sin egen stat.

- Det har amerikanerne fulgt med i. De ved, at i sådan en situation er det vigtigt at bibeholde Grønland som en nær ven og samarbejdspartner, fordi man igennem historien kan se, hvor vigtig Grønland har været for USA’s egen sikkerhed, siger hun.

LÆS OGSÅ USA investerer nye millioner i samarbejdet med Grønland 

På grund af sin beliggenhed i Arktis og tæt på Nordamerika har Grønland placering altså en strategisk betydning. Derfor er det også vigtigt for USA at vise, at man er i området.

Og det er - ifølge Sara Olsvig - kun blevet vigtigere for USA de seneste år, hvor andre stormagter som Rusland og Kina har styrket deres positioner i Arktis.

Rusland opruster militært med at bygge baser, landingsbaner og køber nyt militært isenkram. Kina investerer i forskellige projekter i Arktis.

Her kommer de lokale projekter, som USA kaster penge i, i spil, vurderer Sara Olsvig.

- USA føler sig nødsaget til også at vise sin tilstedeværelse. Dels at vise, at de selv er en arktisk stat, men særligt at vise, at de er til stede og har et samarbejde med arktiske folk, siger hun.