Sara Olsvig: Faste midler havde været bedre

De sociale projekter og væresteder under De Grønlandske Huse i Danmark har fået en midlertidig bevilling for 2013 fra socialministeriet i Danmark.
Skrevet af Mads Lynge
01. februar 2013 06:09

- Jeg håber rigtig meget, at de steder, som har været nødt til at lukke projekter ned de har mulighed for, at starte noget nyt op her i 2013 nu hvor de har fået midler til det. Men overordnet set, så er det rigtig godt, at de her midler er kommet på plads. Vi har dog stadig rigtig meget arbejde at lave for at sikre dem langsigtet. For de her midler gælder kun for 2013, og i 2014 skal vi påny i gang med at finde penge til, siger folketingsmedlem Sara Olsvig.

Ifølge hende har De Grønlandske Huse i Danmark ventet hele efteråret på bevillingerne. Meddelelsen om bevillingerne kom den 17.januar, med det resultat, at nogle af projekterne er blevet nødt til at blive lukket ned allerede før nytår.

I år er der bevilget i alt 4,3 millioner kroner til de sociale projekter for socialt udsatte grønlændere i Danmark, mens der endnu ikke er bevilget penge til projekterne i 2014.

- Brandærgerligt, siger Sara Olsvig, og fortsætter:

- Vi har set det allerede fra tidligere valgperioder, at få sikret de her penge for de sociale projekter under de grønlandske huse, det er rigtig svært. Satspuljemidlerne er usikre midler, og det vi hele tiden har sagt det er, at vi gerne vil have de her midler på nogle faste bevillinger, så de er på finansloven, så vi ved at de her væresteder rundt omkring i hele Danmark de sikres langsigtet. Men det er svært at få det igennem. Nu har vi fået dem for 2013, og så må vi arbejde videre på, at få dem langsigtet sikret igen, siger folketingsmedlem for IA, Sara Olsvig.