SAR-operation ved Sisimiut: Lystfiskere forsvandt i tågen
To lystfiskere er her til formiddag fundet i god behold efter en SAR-eftersøgning med helikopter nord for Sisimiut. Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager.
Der er tale om en 56-årig mand og en 71-årig mand fra henholdsvis Italien og England, som har været savnet siden sidst på dagen lørdag. De blev fundet igen klokken 10:19 søndag - begge i god behold.
De to forsvundne fiskere var en del af en gruppe på i alt seks personer, som først på dagen lørdag var blevet sat af i et område cirka 30 kilometer nord for Sisimiut. Derfra var gruppen vandret op for at fiske i en elv. Men selvom alle seks fiskede i samme område, var det kun fire af dem, der kom retur til afhentningsstedet på det aftalte tidspunkt. Det fortæller vagtchefen.
Blev væk i tågen
Politiet og redningstjenesten modtog anmeldelsen cirka klokken tre i nat. Det skete, efter at selskabet, som gruppen sejlede med, selv havde forsøgt at lede efter de to forsvundne fiskere i flere timer.
Vagtchefen vurderer, at det er gået galt for de to fiskere på vejen tilbage til båden, der skulle samle dem op igen:
- Man skal gå et ret langt stykke for at gå op til den elv, og de har fisket med en seks-syvhundrede meter i mellem sig, men de har skullet finde tilbage til udgangspunktet igen, og det er nok her, det er gået galt på grund af tåge, siger Jeppe Andsager.
Grønlands Politi oplyser, at man har haft indsat både fly, redningshelikopter og politibåd, foruden selskabets egen båd i jagten på de forsvundne. I sidste ende var det redningshelikopteren, som lykkedes med at finde de to fiskere.
- De var i så god behold, at de selv valgte at gå ned til båden, da de blev fundet. Så de er ikke fløjet med tilbage, fortæller politiets vagtchef.
Han oplyser også, at politiet nu skal have bekræftet deres identitet og have dem afhørt. Alt efter omstændighederne kan de to uheldige fiskere risikere, at der kommer en regning for eftersøgningen.