SAR-operation: Nødstedte sejlere bliver bjerget

Politiet og Arktisk Kommando har igangsat en SAR-operation for at få otte sejlere bjerget, som sidder fast i storisen.
Otte sejlere sidder fast i storisen vest for Tasiilaq. Myndighederne har igangsat en SAR-operation, og forventer at have dem redet til formiddag. Foto © : KNR / Malik Brøns
20. juni 2024 09:57

I morges klokken 06.30 modtog Grønlands Politi en meddelelse om en båd, der sidder fast i storisen ved Tasiilaq.

- Operationen er under kontrol, og vi har sat noget evakuering i gang, fordi der ikke er andre muligheder, fordi storisen er pakket så godt til, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Jaaku Andreasen.

Afsted siden i går

Om bord på båden er der otte personer, som har været på havet siden i går og altså er kommet i knibe her til morgen.

- Det er sparsomt med oplysninger, fordi der er dårlig forbindelse, men vi kender området, så vi ved nogenlunde, hvor de befinder sig, og umiddelbart er de ikke direkte i fare, siger vagtchefen.

Vagtchefen mener også, at politiet og Arktisk Kommando vil afslutte opgaven i løbet af formiddagen. Lige nu planlægger de, hvordan de skal få de otte personer evakueret, siger vagtchefen.

Vagtchefen kan ikke sige andet, men udover SAR-operationen har politiet også gang i en efterforskning i Ilulissat og er meget interesserede i at høre fra folk, hvis de har set 45-årige Adam, der blev meldt savnet i går aftes. Han er sidst set lørdag i Ilulissat.

Hvis du har oplysninger, kan du ringe til Grønlands Politi på 70 14 48.