Samtalerne mellem Siumut og IA fortsætter

Som de første i dag var Inuit Ataqatigiit til anden runde af regeringsdrøftelserne med Siumut. De to partiers ledere kunne ikke præsentere nogen ny aftale, men forhandlingerne bliver ved. Og Ifølge Kuupik V. Kleist gik mødet fint.
16. marts 2013 15:37

- Jeg har ikke sensationelle nyheder med fra mødet vi har diskuteret nogle af de samme sager som vi diskuterede ved vores første møde, og så tager vi den derfra, sagde Kuupik V. Kleist.

Landets detroniserede leder ville dog ikke ind på hvilke emner de havde diskurteret, og svarede også en smule afvigende på hvordan mulighederne for en bred regering ser ud.

- Der er altid grund til optimisme, sagde Kuupik V. Kleist.

Siumuts leder Aleqa Hammond var også tilfreds med mødet.

- Jeg synes møde nummer to i dag gik udemærket, og vi har besluttet at mødes igen på tirsdag for der er stadig grundlag for en god dialog omkring givende emner.

Aleqa Hammond fortæller, at hun har lagt vægt på at diskutere de emner, som partierne var uenige om under valgkampen. Hun er også noget afvigende på spørgsmålet om, hvor realistisk et regeringssamarbejde mellem IA og Siumut er, men lyder bestemt ikke helt afvisende.

- Jeg synes der er meget væsentlige emner vi får snakket om, og jeg synes også der er en udmærket tone mellem os to så nu må vi se hvordan tingene ser ud efter tirsdag, sagde Aleqa Hammond.

Foruden IA har Siumut også arrangeret møder med Atassut og Partii Inuit i dag. Dem følger vi naturligvis op på i aften radioavisen.