S: Grundlov er ikke lig med løsrivelse

En grønlandsk grundlov skal være endnu et skridt på vejen mod selvstændighed, men skal ikke i sig selv forudsætte en løsrivelse fra Danmark, mener Siumut.
Skrevet af Mads Fisker
27. september 2011 12:30

Det handler i højere grad om at sikre særlige rettigheder baseret på landets værdier, mener Siumut, der samstemmende med IA i næste uge vil bede Naalakkersuisut sætte gang i processen med at udarbejde en grønlandsk grundlov.

- Man skal se udarbejdelsen af en grundlov som et meget vigtig skridt mod selvstændighed, men den skal ikke betinge det, siger oppositionsleder Aleqa Hammond, hvis kollega i koalitionen, formand Kuupik Kleist, umiddelbart byder invitationen velkommen.

Siumuts leder kalder det naturligt, at man - her efter Selvstyret er blevet virkelighed - begynder at nedfælde de værdier, der kendetegner det grønlandske folk og som derfor gerne skal kendetegne Grønland som fremtidig selvstændig nation.

- Inden vi kan tage det næste skridt, er det utroligt vigtigt, at vi som et land, der er er under opbygning, igangsætter arbejdet med at lave vores egen grundlov, der afspejler vores værdier som et folk. Grundloven skal afspejle vores kultur og traditioner og fungere som en beskytter af os som folk.

Aleqa Hammond og resten af Siumuts Inatsisartut-gruppe understreger i sin opfordring til Naalakkersuisut, at en kommende grundlov efter partiets opfattelse bør sikre grundlæggende politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

- Folket skal blandt andet have ret til fangst, have ret til at fiske og have ret til hvalfangst. Mange af de ting, der kendetegner os som folk, og som har været årsag til, at vi har kunnet overleve i det arktiske område, skal naturligvis kunne ses i vores fremtidige grundlov. 

Siumut lægger ligesom IA op til, at den fremtidige kommission i høj grad inddrager befolkningen i hele landet i udarbejdelsen af et udkast til en grundlov for Grønland.

Den grundlovsforberedende kommission må ifølge Siumut ventes at koste op mod 15 millioner kroner eller omtrent samme pris som den grønlandske selvstyrekommission.

Og Aleqa Hammond regner med, at arbejdet og debatten undervejs i sig selv vil styrke den grønlandske identitet og på den måde være med til at bygge landet op.

- Denne proces vil i sig selv være en øjenåbner for folket. Vi vil i højere grad se tingene med vores egne øjne, og det, tror jeg, er godt for samfundet.

IA opfordrer altså samstemmende med Siumut til, at arbejdet med en grønlandsk grundlov indledes. Landets to store partier har stillet stort set enslydende forslag, der begge skal behandles i Inatsisartut torsdag i næste uge.