Overblik: Sådan blev underskud til overskud i landskassen
Landskassen havde flere indtægter end forventet i 2017, og ifølge regnskabet er det primært de selvstyreejede selskaber, der har betalt flere penge i skat end forventet.
- Selskabsskat fra selvstyrets selskaber udviser en merindtægt på ca. 53 mio. kr., som primært tilskrives højere skat end forventet fra Royal Arctic Line A/S, KNI A/S samt Tele Greenland A/S, står der i regnskabet.
Dertil kommer udbytter fra Tele Greenland og Royal Greenland, som har afleveret 70 millioner kroner mere til Selvstyret end forventet.
I alt fik landskassen 186 millioner mere ind end forventet.
Udover at indtægterne var højere, så var udgifterne på den anden side lidt lavere end forventet.
LÆS OGSÅ Der er plus på landskassens resultat for 2017
Det skyldes blandt andet, at det har været svært at forudsige, hvor mange penge der skulle bruges på alderspension efter at pensionsalderen er rykket fra 65 til 66 år.
Det samme gør sig gældende med hensyn til førtidspensioner, og i alt er der brugt 42 millioner kroner mindre på de to poster, står der i regnskabet.
Derudover er der også brugt 19 millioner kroner mindre på offentlige ydelser som børnetilskud, underholdsbidrag og boligsikring:
- Den fortsatte positive økonomiske udvikling i 2017 har været en årsag til mindreforbruget, står der i regnskabet.