Der er plus på landskassens resultat for 2017
Resultatet for landskassens regnskab blev et overskud på 204 millioner kroner i 2017, det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Der var budgetteret med et underskud på 99 millioner kroner, men på grund af højere indtægter og færre udgifter på eksempelvis socialområdet er det altså endt med et overskud i stedet.
- Overskuddet i Landskassens regnskab afspejler de økonomiske gode konjunkturer lige nu”, udtaler Pele Broberg, Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter, og fortsætter i pressemeddelelsen:
- I en højkonjunktur er det imidlertid væsentligt, at vi bevarer disciplinen og ikke lader driftsudgifterne løbe fra os.
Resultatet, der kaldes for DAU, dækker over det samlede resultat for drift, anlæg og udlån.
Landskassens regnskab for 2017 skal forelægges og godkendes af Inatsisartut ved efterårssamlingen.