Ny handicaplov til finpudsning

Ændringer af loven på handicapområdet, som har været længe undervejs, er næsten klar. Det glæder talsmanden for personer med handicap, som kalder ændringerne gennemgribende. Den nye lov stiller dog også større krav til kommunernes pengepung.
- Nu, hvor der er tale om en skal-lov - ikke en kan-lov - så koster det naturligvis også mere, siger talsmand for personer med handicap. Foto © : KNR
27. maj 2019 15:01

Ændringer af loven på handicapområdet, som har været længe undervejs, er på vej. Det glæder talsmanden for personer med handicap, som kalder ændringerne gennemgribende, men det sætter også større krav til kommunernes pengepung.

Det har været længe undervejs, men torsdag blev der sat yderligere skub i planerne om en gennemgribende ændring af handicaploven.

Fra 'kan' til 'skal'

- Jeg vil ikke kalde det for ændringer. Jeg vil kalde det for en helt ny, gennemrevideret lov. En ny og moderne lov, som er aldeles tiltrængt og lægger sig op ad FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, siger handicaptalsmand Christina Johnsen.

LÆS OGSÅ Innarluutilinnut inatsisip utaqqisinneqarnera akilersinnaalluarpoq

LÆS OGSÅ Det er helt urimeligt

 

Ifølge FN's Handicapkonvention, som Danmark har underskrevet, har staten ansvar for at give den nødvendige støtte, så personer med handicap kan tage del i samfundet, som resten af borgerne.

Dette gælder også i Grønland, men det bliver ikke overholdt.

Talsmanden ser positivt på, at personer med handicap vil få flere rettigheder. Hvor der tidligere flere steder i lovgivningen stod 'kan', erstattes ordet nu af ordet 'skal', hvilket gør hjælp til en rettighed i stedet for en mulighed.

Det ændres, blandt andet i forhold til at personer med handicap skal tilbydes en bolig i et bokollektiv, når personen er over 18 og opfylder en række krav.

Talsmand for personer med handicap Christina Johnsen glæder sig over ændringerne, men siger også at det nok vil kræve flere penge at leve op til ændringerne.

LÆS OGSÅ Hjælp til grønlændere med handicap er ikke god nok

- Vi skal selvfølgelig have ja-hatten på, vi skal være ambitiøse og vi skal skyde for højt, hvis man kan sige det på den måde. Det, som måske kan skabe nogle udfordringer, er nemlig økonomien, og nu hvor der er tale om en skal-lov - ikke en kan-lov - så koster det naturligvis også mere, siger hun og fortsætter:

- Derudover er der også den detalje, at før talte man om folk med vidtgående handicap, hvor man nu taler om handicap og funktionsnedsættelser, så der er nok en større personkreds, som den nye lov omfavner.

Lang vej endnu

Institut for Menneskerettigheder udgav tidligere i år en rapport, som i skarpe vendinger kritiserede forhold for personer med handicap i Grønland.

Talsmanden mener ikke, at man direkte kan koble lovforslaget og kritikken fra Institut for Menneskerettigheder.

- Loven og kritikken fra Institut for Menneskerettigheder er lidt to forskellige ting. Nogle udfordringer og nogle problemer vil stadig være der, selv om vi har den her nye lov, og det at man har en ny lov, løser ikke alle problemer, siger Christina Johnsen.

Hos naalakkersuisut er man dog godt tilfredse med, at den nye lov snart er i mål.

- Det er et omfattende arbejde, som er ved at blive færdig. Folk, som har arbejdet med det nye lov i mange år, er lettede over at de er nået hertil, og det er en stor dag for personer med handicap, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Abelsen.