Rubinminens fremtid bliver afgjort i denne uge

Det bliver formentlig afgjort i denne uge om LNS Greenland må overtage rubinminen - Aappaluttoq. Departement for råstoffer er positive overfor LNS Greenlands muligheder for at køre minen videre, lyder det fra departementschefen.
Foto © : Flickr
27. september 2016 09:50

- Det ser ganske positivt ud, og vi er ikke stødt på alvorlige problemstillinger, siger Jørgen Hammeken-Holm, departementschef i departementet for råstoffer til KNR mandag.

Departementet er i øjeblikket ved at vurdere LNS Greenlands bud på at overtage konkursboet efter True North Gems Greenland - rubinminen Aappaluttoq ved Qeqertarsuasiaat.

Læs også LNS Greenland overtager rubinminen ved Qeqertarsuatsiaat

Læs også Rubinrøde drømme brast

LNS Greenland har moderselskabet fra Norge, LNS, i ryggen. Direktør i LNS, Frode Nilsen, har tidligere udtalt til KNR, at selskabet er klar til at ansætte medarbejdere og gå i gang med arbejdet, så snart LNS Greenland får tilladelse af Naalakkersuisut til at overtage konkursboet.

Det kan departementet bekræfte:

- Vi har dokumentation på, at LNS Greenland har penge og investorer på plads, lyder det fra Jørgen Hammeken-Holm.

Ifølge Jørgen Hammeken-Holm vil indstillingen fra departementet ligge på Naalakkersuisuts bord i løbet af denne uge. Indstillingen indeholder departementets vurdering af LNS Greenlands muligheder for succesfuldt af udvinde og sælge rubiner fra Aappaluttoq.

Læs også  Konkurs: TNGG manglede 100 millioner kroner

- Vi har sagt, at vi behandler det inden for 10 arbejdsdage, og det overholder vi, siger Jørgen Hammeken-Holm.