Royal Greenland slog rekord i Asien

Omsætningsrekord i Japan og Kina bidrog til solidt regnskab fra Royal Greenland.
27. januar 2016 16:34

Det var en særdeles tilfreds Mikael Thinghuus, direktør for Royal Greenland, der i dag fremlagde sin årsrapport ved virksomhedens generalforsamling.

Selskabet kom ud med et overskud på 113 millioner kroner efter skat på trods af en hård vinter, der havde forsinket transport og i sidste ende salg af fisk og rejer.

Under fremlæggelsen af årsrapporten fortalte direktøren, at Royal Greenlands medarbejdere i Kina og Japan har slået rekord, og omsætningen på det asiatiske marked rundede derfor for første gang en milliard kroner i regnskabsåret 2014/2015.

Læs også Godt år for Royal Greenland og fiskerne

Det var én af de væsentlige årsager til selskabets gode resultat.

- I år kom vi op på at have 30 medarbejdere i Japan, og de 30 medarbejdere sælger grønlandske fisk og rejer for over 500 millioner kroner. Hvad, der er lige så spændende, er, at vi i år for første gang også kom over et samlet salg i Kina 500 millioner kroner, siger administrerende direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus.

Mikael Thinghuus fremhævede i sin beretning, at Royal Greenland bidragede med et anseeligt kontant beløb til den grønlandske landskasse i det forgangne regnskabsår. Royal Greenland har nemlig betalt 72 millioner i fiskeriafgifter, 43 millioner i skat og 56,5 millioner kroner i udbytte til selskabets ejere - selvstyret.

Læs også Royal Greenland kigger på arbejdskulturen på fabrikken i Sisimiut

Generalforsamlingen førte ikke til ændringer i fiskerikoncernens bestyrelse.

Samtlige seks generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt, og de tre medarbejderrepræsentanter var ikke på valg.

Derfor er bestyrelsen uændret, efter dagens generalforsamling og fortsat med Niels de Coninck-Smith som formand.

Generalforsamlingen blev afholdt i Royal Greenlands kantine på hovedkontoret i Nuuk.