Royal Greenland skal have ny chef for økonomien
Fra årsskiftet skal der træde et ny menneske ind på chefgangen hos Royal Greenland. Efter 17 år i selskabet har økonomichef Nils Duus Kinnerup nemlig valgt at træde tilbage fra 1. januar 2025.
Det sker som et led i Royal Greenlands mål om at samle en større del af ledelsen i Grønland, skriver selskabet i en pressemeddelelse – og det ”har ikke været foreneligt med hans personlige forhold.”
- Vi anerkender og værdsætter Nils´ væsentlige bidrag til at skabe økonomisk vækst og overskud, og hans store engagement og ledelse i hele organisationen, siger Susanne Arfelt Rajamand, der er direktør i Royal Greenland.
Nils Duus Kinnerup er selv stolt over sin tid i landets selvstyreejede fiskeriselskab.
- Det har været en fantastisk rejse, siden jeg startede i Royal Greenland i 2008. At være en del af selskabets udvikling og få vendt skuden til at blive en kommerciel succes, der vokser og samtidig lever op til sit ansvar over for det grønlandske samfund – har været både en fornøjelse og en givende oplevelse, siger han.
Han vil være tilknyttet virksomheden som rådgiver i en periode, står der i pressemeddelelsen.
Royal Greenland er i gang med at finde en ny økonomichef. Vedkommende kommer til at sidde på hovedkontoret i Nuuk.