Royal Greenland sejler ud af første halvår med markant overskud

Midt i rørte coronavande er det lykkes landets største selskab at skabe stor fremgang i årets første halvdel.
Fremgangen skyldes særligt en tidlig sæsonstart for snekrabber i Royal Greenlands canadiske selskab.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
11. august 2021 14:22

Royal Greenland har midt i coronapandemien løftet resultatet efter skat i første halvår af 2021 til 58 millioner kroner.

Det er en fremgang på 97 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år, hvor resultatet endte på minus 39 millioner kroner.

- Udviklingen drives af kernearterne snekrabber og koldtvandsrejer, men også trawl på dybt vand har vist stor fremgang. Desuden er virksomhedens omkostningsniveau nu tilpasset situationen under Covid-19, står der i regnskabet, der er anført af direktør Mikael Thinghuus.

Fremgangen skyldes særligt en tidlig sæsonstart for snekrabber i Royal Greenlands canadiske selskab og gode markedsforhold i Nordamerika og Japan.

Næstbedste halvårsresultat

Halvårsresultatet er kun overgået af rekordresultatet fra 2019 på 141 millioner kroner. Dengang var resultatet dog præget af ekstraordinær indtjening fra salget af to trawlere.

Under coronapandemien har Royal Greenland flere gange meldt ud, at koncernen var udfordret af faldende priser og værre salgsvilkår i koncernens største enkeltmarked Kina.

Det er dog lykkedes at kompensere delvist for det mindre salg i Kina ved at øge salget i Rusland, står der i regnskabet. I Kina er der dog også tegn på fremgang for Royal Greenland.

LÆS OGSÅ Royal Greenland køber op i Norge og kommer tættere på de lukrative laks

- Skalrejer har været hårdt ramt af de svære markeds- og logistikforhold i Kina, men er i andet kvartal kommet på et mere normalt niveau volumenmæssigt. Salgspriserne er ligeledes stigende, står der i regnskabet.

Til gengæld halter priserne efter på hellefisk og torsk, fordi coronarestriktioner lægger en dæmper på folks appetit på restaurantbesøg.

- Til trods for at mange restriktioner gradvis lempes på de fleste af vores markeder, fylder Covid-19 fortsat meget. Målt i forhold til ”normalåret” 2019 er omsætningen renset for snekrabber faldet med 17 procent, står der i regnskabet.

Forventer nyt millionplus for hele året

Ledelsen i Royal Greenland forventer at holde fremgangen gennem hele 2021. Det bliver dog ikke en lige så stor fremgang som i årets første halvår.

- Det ordinære resultat før skat forventes ikke at være tilbage på 2019-niveau, men forventes væsentligt forbedret til et niveau på 150-200 millioner kroner, skriver ledelsen og uddyber i regnskabet:

LÆS OGSÅ Royal Greenland har afværget Kina-katastrofe i denne omgang

- Den generelle udvikling i verdensøkonomien, herunder de markedsmæssige konsekvenser af Covid-19 og Brexit, udgør dog fortsat meget væsentlige usikkerhedsfaktorer.

I 2020 endte årsresultat med et massivt underskud på 92 millioner kroner. I 2019 endte årsresultatet på 267 millioner kroner.