Royal Greenland lander overskud på 126 millioner

Royal Greenland kom ud af 2018 med et overskud på 126 millioner kroner, hvilket er tre millioner kroner lavere end i 2017. Det selvstyreejede fiskeriselskab kalder resultatet for meget tilfredsstillende.
Administrerende direktør Mikael Thinghuus fortæller, at Asien har været selskabets fokusområde i de senere år, og strategien i forhold til at skabe vækst i Asien er nu for alvor slået igennem.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
17. april 2019 10:52

I en pressemeddelelse skriver selskabet, at det på grund af en stærk efterspørgsel på Royal Greenlands produkter er lykkedes at holde overskuddet på niveau med 2017, selvom omsætningen faldt med 400 millioner kroner i 2018.

Royal Greenland har haft fremgang i Nordamerika, Skandinavien og ikke mindst i Asien, hvor selskabet nu henter 30 procent af sin omsætning:

Administrerende direktør Mikael Thinghuus fortæller, at Asien har været selskabets fokusområde i de senere år, og at strategien i forhold til at skabe vækst i Asien nu for alvor slået igennem.

LÆS OGSÅ RG-overskud sender 64 millioner i landskassen

- Indbyggerne i Kina spiser hvert år mere fisk og skaldyr, end europæerne og amerikanerne gør tilsammen, og eftersom efterspørgslen på vores produkter er stigende i Asien, opstarter vi salg på nye arter som snekrabber og torsk, siger Mikael Thinghuus.

Omsætning i Europa falder

Tilbagegangen i selskabets omsætning stammer fra Europa, hvor der ifølge selskabet har været udfordringer på det russiske marked, og Royal Greenland har fravalgt en større ordre fra det tyske marked.

Royal Greenland indstiller, at overskuddet i 2018 skal fordeles, så Selvstyret får udbetalt 63 millioner kroner i udbytte, svarende til 50 procent af årets resultat efter skat. Den beslutning tages endeligt på selskabets generalforsamling 30. april.

Royal Greenland beskæftigede sidste år 2.228 personer, hvoraf 1487 var ansat i Grønland.

LÆS OGSÅ Royal Greenland tager situationen med ro

Selskabets forventninger til 2019 er grundlæggende en fortsættelse af den positive trend, som virksomheden har gennemlevet hele årtiet.

Men udviklingen i verdensøkonomien, herunder specielt Brexit og en eventuel handelskrig mellem USA og Kina eller mellem USA og Europa, vil være en væsentlig usikkerhedsfaktor.