Rørt Aki-Matilda Høegh-Dam vinker farvel til Folketinget

Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam holder fast i, at hun ikke genopstiller til Folketinget.
Aki-Matilda Høegh-Dam genopstiller ikke til folketinget. Foto © : Jens Dresling/Ritzau Scanpix
27. februar 2026 13:55

Ved det seneste folketingsvalg i 2022 blev hun valgets helt store stemmesluger med 6.670 personlige stemmer. Dengang blev Aki-Matilda Høegh-Dam (N) valgt ind for Siumut, men sidste år hoppede hun over til Naleraq under valget til Inatsisartut.

Allerede under valget i marts sidste år sagde Aki-Matilda Høegh-Dam, at hun ikke ville genopstille til Folketinget, hvis hun blev valgt ind i Inatsisartut. 

Også der fik hun som bekendt et kanonvalg, og i snart et år har hun balanceret som medlem af både Inatsisartut og Folketinget.

Når vi igen skal sætte vores kryds ved folketingsvalget den 24. marts, vil Aki-Matilda Høegh-Dams navn derfor ikke være at finde på stemmesedlen. 

- Der er rigtig meget arbejde, der skal laves i Grønland også, som jeg vil bruge mine kræfter på, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tolkedebat

Mens statsminister Mette Frederiksen torsdag meddelte, at hun havde en ‘udtalelse af særlig karakter’ og udskrev folketingsvalg, befandt Aki-Matilda Høegh-Dam sig i Uummannaq. Her er hun på rejse med blandt andet partikollegaen Juno Berthelsen.

Aki-Matilda Høegh-Dam blev første gang valgt ind i Folketinget i 2019 for Siumut. Dengang var hun 22 år og blev som den yngste nogensinde valgt til at repræsentere Grønland.

Når hun selv skal beskrive hendes største sejre i de syv år, hun har været på Christiansborg, falder valget blandt andet på kampen for tolkning i Folketinget.

Aki-Matilda Høegh-Dam trak mange overskrifter, da hun i 2023 overraskede alle ved at insistere på kun at svare på grønlandsk under debat i folketingssalen.

Efter længere tids pres valgte Folketingets Præsidium i november 2024 at indføre simultantolkning af grønlandsk.

- Nu kan vi vælge kandidater til Folketinget, selv hvis de ikke kan dansk, hvilket også styrker vores demokrati, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Handler om mennesker

Men en af de sager, der har ligget hendes mest på sinde, er sagen om tvangsanbringelser af grønlandske børn i Danmark.

Efter flere samråd og et hav af udvalgsspørgsmål trådte der en ny lov i kraft i april sidste år, der har til hensigt at stoppe brugen af forældrekompetenceundersøgelser på grønlandske familier i Danmark.

- Noget af det jeg er mest stolt over er, at det arbejde, vi har brugt så meget energi på, bærer frugt, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Stemmen knækker over, da hun bliver tydeligt berørt.

- Fordi man kan se, at flere begynder at få deres børn tilbage, fortsætter hun.

Aki-Matilda Høegh-Dam på vej ind til samråd om tvangsanbringelser af grønlandske børn. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nu bliver du særligt berørt over denne her sag om tvangsanbringelser. Hvad betyder den for dig?

- Det handler om mennesket og relationen i forhold til, hvor vores børn kommer fra. Når man selv arbejder med det (tvangsanbringelser, red.) i mødelokaler, ministerier, iført fine jakkesæt og diskuterer numre, tal, millionbeløb dag ud og dag ind, så betyder det noget, når man kan se, at det gør en forskel for de mennesker, der er berørt.

- At se dem poste på Facebook ‘jeg får lov at få mit barn hjem’, det er bare rørende, for det handler om rigtige mennesker.

- Det er vildt at se, hvor meget det tekniske arbejde i et mødelokale kan have af effekt for rigtige mennesker derude, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

‘Kompliceret’ forhold

Samtidig lægger hun ikke skjul på, at de syv år i Folketinget har været udfordrende.

- Det var et helt nyt sted og omgivelser for mig, og der er meget specifikke måder at arbejde på i Folketinget. Det har jeg haft lyst til at udfordre – måske på grund af min personlighed, siger hun med et grin og fortsætter:

- Det vil jeg også sige, at jeg har gjort. Jeg har udfordret, om tingene skal gøres på den måde, de altid er blevet gjort på.

Årene har været præget af samarbejde med både gode kollegaer, fortæller hun, men også udfordrende relationer med andre kollegaer.

Aki-Matilda Høegh-Dam mener fortsat, at samarbejdet mellem Grønland og Danmark er “kompliceret”, selvom det i hendes optik har udviklet sig i en mere positiv retning.

Ifølge Naleraq-politikeren er der kommet mere lyst og vilje fra dansk side til at forstå Grønland, ligesom der også er kommet mere villighed til at sætte penge af til områder i Grønland.

- Men vi har også en dansk politikerkreds, der tænker meget, meget forskelligt om Grønland. Derfor er der også en risiko for, at politikere, der taler om Grønland i en nedladende tone, kan blive landets ledere.

Hvem håber du på overtager din plads i Folketinget?

- Jeg hepper på kandidater fra Naleraq, for de vil ikke holde sig tilbage med at forsvare kalaallit i Folketinget, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

IA's folketingspolitikere Aaja Chemnitz meddelte torsdag, at hun heller ikke genopstiller til Folketinget efter snart 11 år på Christiansborg. Dermed skal der den 24. marts vælges to nye grønlandske repræsentanter.