Røg fra skovbrande i Canada gør himlen over Grønland sort

Der blæser lige nu røg fra skovbrande i Canada indover Grønland. DMI oplyser, at himlen vil være mørk i flere dage.
Her ses, hvor røgen er blevet spredt til. Foto © : AirNow.gov
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
25. september 2023 10:39

Det er ikke fordi, solen har glemt at stå op i dag. 

Det er derimod røg fra skovbrande i Canada, der har farvet himlen over Grønland mørk med grønlige og gullige nuancer.  

Det oplyser DMI til KNR.

DMI oplyser desuden, at de for første gang i år har sendt en flyverapport ud til piloterne. I den står der, at sigtbarheden er reduceret, og det gælder fra jordoverfladen og op til 18000 fod - svarende til 5,5 kilometer.  

Røgen indeholder sod, og det er det man kan lugte. 

Det ser ud til, at vinden først skifter retning på onsdag, og derfor vil røgen umiddelbart være over Grønland de næste par dage, oplyser DMI. 

I et Facebook-opslag skriver Grønlands Politi, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til bekymring. 

De opfordrer til, at man kontakter dem eller brandvæsenet, hvis man opdager en brand i nærheden af bebyggelse eller i naturen.