Rigsfællesskabet blænder snart op for ny strategi for Arktis

Grønland, Danmark og Færøerne forbereder lige nu en ny tiårig strategi for Arktis. Sikkerhed og samarbejde skal være centrale prioriteringer, mener naalakkersuisoq Steen Lynge.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, sætter sikkerhed og samarbejde øverst på prioriteringslisten i den kommende strategi for Arktis Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Anders Dall
26. december 2020 11:52

Et fredeligt Arktis, tæt samarbejde og bæredygtig udvikling med respekt for områdets sårbare natur.

Sådan lyder centrale målsætninger i Rigsfællesskabets strategi for Arktis.

Målsætningerne har Grønland, Danmark og Færøerne arbejdet ud fra siden 2011. Og når de tre lande lancerer en ny tiårig strategi for Arktis i begyndelsen af det nye år, ligger der på nuværende tidspunkt ikke de store overraskelser og venter.

LÆS OGSÅ Bud på ny Arktis-strategi: Hold sammen og hold øje med stormagter

Et fredeligt Arktis, regionalt og internationalt samarbejde, og en natur der skal beskyttes på vejen mod en bæredygtig udvikling, er nemlig også overskrifter, som de tre lande arbejder ud fra i den kommende strategi.

Det forklarer naalakkersuisoq Steen Lynge fra Demokraterne.

For ham er det særligt vigtigt, at en ny ti-årig strategi bestræber sig på at holde Arktis som et lavspændingsområde.

Steen Lynge om de seks overskrifter for en ny Arktis strategi: 

 

1. Udviklingen skal ske med udgangspunkt i det arktiske folk

 

2. Der skal være et tillidsfuldt regionalt og internationalt samarbejde

 

3. Natur, miljø og klima skal beskyttes

 

4. Viden og forskning om Arktis skal styrkes

 

5. Der skal ske en bæredygtig økonomisk udvikling i området

 

6. Et militært lavspændingsområde skal sikre et fredeligt Arktis 

 

- Jeg har holdt mange møder med Inatsisartuts udvalg for Udenrigs- og sikkerhedspolitik, og der er stor enighed om, at vi skal holde det arktiske område som et lavspændingsområde. Det skal vi sikre ved, at vi samarbejder med de andre lande, der måtte have interesse i Arktis og især med lande, der er i Arktis, siger Steen Lynge.

LÆS OGSÅ FE: Russiske kampfly kan true Grønland

At Arktis forbliver et lavspændingsområde skal Ilulissat-erklæringen fra 2008 være med til at sikre, lyder det fra Steen Lynge:

- Vi har jo Ilulissat-erklæringen, hvor vi har aftalt, at uenigheder skal løses ved brug af internationale regler, samarbejde og dialog. Det skal Naalakkersusiut slå til lyd for over for vores rigsfæller, men også de andre lande i det arktiske område, siger Steen Lynge. 

Covid-19 har forsinket proces

For at få input til strategien har Departementet for Udenrigsanliggender talt med en række aktører i samfundet. 

Det skete senest den 9., 10. og 11. december, hvor departementet havde opfølgende møder med forskningsmiljøet, erhvervet og ngo'er om indholdet til strategien. 

Fakta om Ilulissat-erklæringen:

 

Den blev vedtaget i Ilulissat i 2008 af ministre fra de fem kyststater i Det Arktiske Ocean – Danmark/Grønland, Canada, Norge, Rusland og USA.

 

Ifølge Ilulissaterklæringen forpligter de fem kyststater sig på at handle ansvarligt, når det gælder den fremtidige udvikling i Polarhavet.

 

Staterne har politisk forpligtet sig til at løse uoverensstemmelser og overlappende krav gennem forhandlinger.

 

De blev enige om at styrke samarbejdet i Arktisk Råd og FN’s Søfartsorganisation (IMO) og om miljøbeskyttelse og sejladssikkerhed.

 

Kilde: Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020

Ifølge Steen Lynge var forhåbningen, at Grønland, Danmark og Færøerne var færdige med strategien inden årets udgang. Men Covid-19 har forsinket processen. 

- Det har betydet, at vi har måtte udsætte nogle møder blandt andet med Insatsisartut og andre interessenter, siger Steen Lynge.

Derfor er forventningen nu, at strategien først er på plads og kan lanceres i i løbet af de første måneder i 2021.

- Vi håber på, at vi kan blive færdige i det første kvartal næste år, siger Steen Lynge.