Topdiplomat: Rigsfællesskabet bør erstattes af en union

Rigsfællesskabet bør udskiftes med en ny model, hvor Grønland og Færøerne er selvstændige, men stadig er fælles med Danmark om nogle områder. Det kunne være en føderation med tre stater. Det foreslår topdiplomaten Peter Taksøe-Jensen i en ny bog om Grønlands selvstændighed.
Foto © : Namminersorlutik Oqartussat
03. april 2018 09:43

Ambassadøren Peter Taksøe-Jensen mener, at Danmark bør finde på en ny måde at hænge sammen med Grønland og Færøerne.

Sådan siger han i den nye bog 'Hvis Grønland river sig løs', der er skrevet af Arktis-kender Martin Breum.

- Det kunne være en føderation med tre stater, hvor Færøerne og Grønland kan få al den udenrigs- og sikkerhedspolitik, de vil have, men stadigvæk sådan, at vi havde et fælles kongehus, fælles mønt, fælles forsvar og var fælles, hvor det giver mening, udtaler Peter Taksøe-Jensen i bogen.

LÆS OGSÅ Se Taksøe-rapportens Arktis-fokus her

Med den model vil Grønland og Færøerne være selvstændige og ifølge Peter Taksøe-Jensen kan de to nationer blive medlemmer af FN og få lov at tackle deres egne udenrigsforhold med de fordele og problemer det giver.

- Forholdene bliver som Færøerne og Grønland ønsker, og de får mulighed for bæredygtig videreudvikling af deres samfund. De ville kunne anvende det danske uddannelsessystem og sundhedssystem, hvis de vil, og vi ville ikke længere være den irriterende væmmelige kolonimagt.

LÆS OGSÅ Vittus: Taksøe-rapport er skræmmende læsning

En sådan ændring af forholdene mellem de tre lande vil kræve en nyfortolkning af grundloven og at de nordatlantiske mandater bliver taget ud af Folketinget.

Bogen 'Hvis Grønland river sig løs' udkommer i dag tirsdag. Den handler om udsigten til et selvstændigt Grønland og her har forfatter og Arktis-kender Martin Breum talt med blandt andre, Kim Kielsen, Suka K. Frederiksen og den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen leverede i 2016 en omfattende udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i den såkaldte Taksøe-rapport. Den indeholdt blandt andet en anbefaling om at opprioritere indsatsen i Arktis.

LÆS OGSÅ Debat om selvstændighed skygger for vigtige emner