Ria Hansen mødte sin mand på Nuuk Imeq: Det er mit liv, mit andet hjem
- Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg mister Nuuk Imeq… Og jeg ved slet ikke, hvor jeg tager hen den dag, jeg virkelig indser, at vi stopper på Nuuk Imeq.
Sådan siger 43-årige John Hansen. Han har arbejdet på tapperiet Nuuk Imeq i 21 år, og det er stadig ikke gået op for ham, at virksomheden lukker næste år.
Fredag kom det ud, at Grønlands eneste sodavands- og øltapperi lukker 1. januar 2024 efter knap 40 år.
Ifølge bestyrelsen er de nødt til at dreje nøglen om, når den nye emballagelov træder i kraft efter nytår. Her åbnes nemlig for konkurrence på markedet, og det betyder, at andre slags pant og andre produkter kan komme ind på det grønlandske marked. Og det kan Nuuk Imeq ikke holde til, har tapperiet altså selv vurderet.
Og det har ramt ægteparret John og Ria Hansen hårdt. De har begge arbejdet på Nuuk Imeq igennem mange år.
- Nuuk Imeq betyder meget for mig. Jeg har været der i mange år. Det er mit liv, mit andet hjem, siger 38-årige Ria Hansen. Hun gik ind ad dørene til tapperiet i Nuuk for 17 år siden.
Og selvom Nuuk Imeq forsætter tapningen indtil årsskiftet, skal både Ria og John Hansen sammen med 50 andre ansatte ud og finde nyt arbejde derefter.
Børnene er vokset op der
Parret mødte hinanden på Nuuk Imeq for mange år tilbage.
Ria Hansen startede med at sortere, og da det gik godt, blev hun ansat til at arbejde med maskinerne.
- Så mødte jeg John, som arbejde i en af de andre maskiner. Så blev vi kærester, siger hun.
De har i dag to børn sammen, og ud over at tapperiet er deres arbejde, har parret også fundet en vennekreds der.
- Vi mødte jo hinanden der, og vores børn er vokset op der, så vi er mange, som kender hinanden og er tætte, siger Ria Hansen.
John Hansen startede med at sortere og gøre rent. Siden blev han flyttet til tapperiet, og da han gjorde det godt, blev han produktionsleder.
Kæmpet bravt
Allerede i januar måned forudså direktør i Nuuk Imeq, Bernhard Christensen, at virksomheden var lukningstruet.
Og ifølge Ria og John Hansen har de da også hørt tale om en eventuel lukning gennem årene.
- Vi vidste godt, at der var snak om at lukke Nuuk Imeq en dag, men de plejer altid at udskyde det. Så det var chokerende at få at vide, at det lukker. Det er selvfølgelig chokerende og sørgeligt, siger Ria Hansen.
- Vi har kæmpet bravt i mange år, og så er virksomheden kørt videre, derfor er det chokerende, siger John Hansen.
Parret skal nu til at overveje, hvor de skal hen, når Nuuk Imeq lukker. Men da de begge har arbejdet der siden de var unge, er det svært at forestille sig, at arbejde et andet sted, fortæller de.
- Vi har ikke planlagt endnu, hvor vi skal hen. Vi har jo arbejdet på den samme arbejdsplads i mange år, siger John Hansen.
I en pressemeddelelse skriver bestyrelsen for Nuuk Imeq, at de har gjort deres bedste for at tilrettelægge opsigelsen af mere end 40 medarbejdere.