Revisionsrapport hemmeligholdes til efter valget den 28. november

Rapporten opbevares i lukket bankboks i Grønlandsbanken til efter valget, hvorefter den overdrages til det nye revisionsudvalg, der afgør, om den skal offentliggøres.
09. november 2014 13:45

En række politikere har de seneste dage opfordret Inatsisartuts formand til at offentliggøre resultatet af den nu færdiglavede revisionsrapport omkring medlemmerne af Naalakkersuisuts eventuelle uretmæssige forbrug af Landskassens midler til private formål. En undersøgelse, der blev iværksat i kølvandet på skandalen omkring den tidligere formand Aleqa Hammonds misbrug af landskassemidler.


Siumuts Kristian Jerimiassen og Per Berthelsen, Partii Naleraqs Hans Enoksen og IA´s Agathe Fontaine har de seneste dage argumenteret for, at offentliggørelsen af rapporten bør ske inden valget.


Men det kan ifølge Bureau for Inatsisartut ikke lade sig gøre, før der efter valget er udpeget et nyt revisionsudvalg.

 

I aflåst bankboks
- Den forfatningsretlige konsekvens af, at der er udskrevet valg er, at Inatsisartut er ophørt med at fungere. Både Inatsisartut og Revisionsudvalget er på nuværende tidsdpunkt afskåret fra at træffe beslutning om at offentliggøre undersøgelsen, Og det kan hverken Inatsisartuts Formandskab, partiformændene eller medlemmer af det afgåede Inatsisartut ændre på, fastslår Bureau for Inatsisartut i en pressemeddelelse..

 

Bureauet bekræfter samtidig, at revisionsfirmaet Deloitte har færdiggjort den bestilte undersøgelse. Og undersøgelsen er modtaget i en lukket kuvert, som straks efter modtagelsen uåbnet er anbragt i en aflåst bankboks i GrønlandsBanken.

 

Ingen i hverken Inatsisartuts Bureau eller blandt de nu afgåede parlamentarikere har således haft nogen mulighed for at læse rapporten - det vil først ske når et nyt Revisionsudvalg offentliggør rapporten efter valget, fastslår Bureau for Inatsisartut.