Retskredsreform er endelig taget op af syltekrukken

Den grønlandske retskredsreform er endelig taget op af syltekrukken og kommet under Inatsisartuts behandling. Og justitsministeren har afsat penge til at få reformen implementeret.
10. oktober 2012 10:00

Reformen går ud på at reducere de nuværende 18 retskredse til 4 storkredse, som følger kommunegrænserne.

I takt med at den grønlandske lovgivning er blevet mere omfattende og kompliceret, er behovet for mere kompetente kredsdommere og kredsretter vokset. Men i dag er det vanskeligt at rekruttere og fastholde kvalificeret personale i kredsretterne. Konsekvenserne er alt for lange sagsbehandlingstider og for dårlig kvalitet i sagsbehandlingen.

Kredsretterne skal altså regionaliseres dels for at styrke det faglige miljø og dels for bedre at kunne rekruttere velkvalificerede kredsdommere på fuldtid. Samtidig giver det mulighed for stordriftsfordele, lyder det i forslaget.

Den nye retsplejelov, der trådte i kraft i 2010, stillede krav om at kredsdommerne - modsat tidligere - skulle gennemgå en særlig uddannelse og derefter skulle ansættes i faste stillinger. Derfor lavede man en overgangsordning på 3 år. Men den periode udløber til nytår. Og i og med det stadig ikke er lykkedes at ansætte nok uddannede kredsdommere, bliver overgangsperioden med den aktuelle lovændring forlænget med yderligere tre år.

Inatsisartuts lovudvalg mener, at der vil være brug for i alt 12 kredsdommere for at kunne holde trit med antallet af sager. Hvis man vil nedbringe den pukkel af sager, der nu eksisterer, vil det kræve yderligere bemanding, pointerer udvalget. I dag er der 6 fastansatte uddannede kredsdommere.

Lovudvalget påpeger også, at de ikke er blevet forelagt en vurdering af, hvad det vil koste at gennemføre retskredsreformen, fx at udvide kredsretsbygningen i Nuuk og skaffe egnede retsbygninger i de tre øvrige byer.

I et svar til folketingsmedlem Sara Olsvig oplyser Justitsminister Morten Bødskov imidlertid, at den danske regering har afsat i alt 28,7 millioner kroner over de kommende fire år til at få implementeret reformen.

For stadig i et vist omfang at kunne servicere borgerne lokalt er det planen at opretholde en række bitingsteder rundt om i landet, hvor visse retsmøder kan foregå.

Anden behandlingen af ændringsforslaget til Retsplejeloven, som Inatsisartut skal udtale sig om, finder sted den 25. oktober. Ved 1.behandlingen var der bred tilslutning til forslaget.