Foto: Pressefoto/Rigspolitiet

Rapport om lønforskelle er et halvt år forsinket

Mens løn- og arbejdsforhold for grønlandske betjente er en del af forhandlingerne med Mette Frederiksen, er en rapport om samme emne syv måneder forsinket. Forsinkelsen ærgrer formanden for Politiforbundet i Danmark.

- Der er selvfølgelig en berettiget forventning om, at der snart ligger en afdækning klar, siger formanden for Politiforbundet i Danmark, Claus Oxfeldt.

Sammen med Grønlands Politiforening og ansatte hos Kriminalforsorgen i Grønland venter han på en rapport, som foreløbig er næsten syv måneder forsinket.

LÆS OGSÅ Fængselsforbund kræver indgreb fra justitsministeren

Rapporten blev bestilt i 2017 af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og skal sammenligne løn- og ansættelsesvilkår hos politi- og anstaltsbetjente i Grønland og Danmark.

Det sker efter kritik af, at ansatte i dansk og grønlandsk politi og kriminalforsorgen har forskellige overenskomster, selv om staten er arbejdsgiver for begge.

Lønforskelle er med i regeringsforhandlinger

Men rapporten, der skulle have været færdig inden udgangen af 2018, har endnu ikke set dagens lys.

- Afdækningen er ikke afsluttet endnu, hvorfor der desværre ikke er nyt i sagen på nuværende tidspunkt, oplyser Justitsministeriet i en mail til KNR 2. maj i år. 25. juni er beskeden fra ministeriet den samme.

LÆS OGSÅ Forhandlinger om ny regering er i gang

Både Siumut og Inuit Ataqatigiit har dog bragt sagen om lønforskelle op i forhandlingerne om en ny regering i Danmark.

- Når en grønlandsk og en dansk politimand i dag arbejder sammen i Grønland, får den grønlandske mindre i løn end den danske. Det er ren diskrimination på baggrund af etnicitet, siger Aki-Mathilda Høegh-Dam til Jyllands-Posten.

Svært at opgøre forskelle

Men Claus Oxfeldt fra Politiforbundet i Danmark afviser, at der reelt er en lønforskel mellem grønlandske og danske betjente. I dag får grønlandske betjente nemlig et tillæg, der udligner den lønforskel, som var tidligere.

Samtidig påpeger han, at betjente i Danmark tjener forskelligt alt efter politikreds.

- Vi har ikke ens aflønning af politifolk. En politimand i København tjener ikke det samme som en politimand i Aalborg eller i Esbjerg. Så der er også forskelle i Danmark, siger Claus Oxfeldt.

LÆS OGSÅ Politiformand vil undersøge lønforskel

Desuden er reglerne for antal arbejdstimer om ugen, ferie, frirejser og barsel også vidt forskellige på det grønlandske og danske arbejdsmarked.

Og derfor forstår Claus Oxfeldt godt, at det er en svær opgave at sammenligne forholdene. Alligevel han støtter Grønlands Politiforenings ønske om en fælles overenskomst.

- Vi har nu også stort set ens uddannelse mellem det danske og grønlandske politi, så der er jo så mange sammenlignelige ting, som vi synes, det vil give mening i rigsfællesskabet, hvis vi havde en fuldstændig ens overenskomst.

LÆS OGSÅ Forlig for Kriminalforsorgen går uden om Grønland

Derudover er det også langt mere praktisk. I dag skal Politiforbundet i Danmark nemlig forhandle en grønlandsk og en dansk overenskomst hjem forskudt af hinanden.

- Det, synes vi, også er en udfordring. Hvis vi måske får en lønstigning, får vi den forskudt af hinanden. Det giver jo ikke mening, siger Claus Oxfeldt.

Det er uvist, om den nye regering med Mette Frederiksen i spidsen vil færdiggøre rapporten.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt