Rapport: Det arktiske hav ingen guldgrube

Den strikse polarkode og mangel på arbejdskraft er to af de største forhindringer for, at rigets virksomheder kan få gavn af de varmere have i Arktis.
Foto © : Royal Greenland
05. marts 2015 05:56

Rigsfællesskabet er en søfartsnation, og vi har alle år kørt velfærdsstaten med de solide indtægter, der kan skabes på havet. Men hvordan ser mulighederne ud, for at Grønland og Danmark kan komme til at tjene endnu flere penge i de arktiske farvande i fremtiden?

Det spørgsmål har konsultenter fra virksomheden Niras prøvet at besvare for Søfartsstyrelsen, ved at interviewe en masse virksomheder og embedsmænd i Grønland og Danmark. Og de er ikke nået frem til mange lyspunkter.

 

Vækst langt fra Grønland 

Når det gælder fremtidens søveje, er der ikke meget vækst på vej for grønlandske selskaber, vurderer Niras-konsulenterne. Pengene kommer nemlig ikke til at flyde fra hverken Den Transpolare Sejlrute eller Nordvestpassagen begge ved Grønland. Nej stigningen i søtrafik vil først og fremmest blive mærkbar i Nordøstpassagen over Rusland og Norge.

I nær fremtid ligger den største del af potentialet for vækst i de arktiske have altså ikke nær Grønland men ved Norge, Rusland og Canada, står der i rapporten, som Niras-konsulenterne lige har afleveret til Søfartsstyrelsen.

 

Polarkode og manglende arbejdskraft et problem

En af de største udfordringer for vækst i søerhvervene i Arktis bliver mangel på uddannet arbejdskraft. "Der er behov for flere arktiske kompetencer på skibene, på rederiernes kontorer og hos udstyrsproducenterne," som der står.
Mange af udfordringerne for at tjene flere penge i Arktis skyldes de strammere krav i den nye "polarkode", som er et regelsæt for sikker skibsfart.

Man skulle tro, at reglerne ville blive slækket i takt med opvarmingen af havene, men polarkoden har gjort det stadig dyrere at etablere sig som virksomhed i Arktis. Nu skal skibene forstærkes endnu mere end de skulle før i tiden. Rapporten peger også på prisstigninger på brændstof og tunge udgifter til kommunikation og satelitter som en hindring for at de arktiske have i det hele taget bliver et vækstområde.

 

42 branchepersoner interviewet

Der er heller ikke noget stort potentiale for vækst i den internationale krydstogsturisme, fordi der er andre nationer, som sidder solidt på dette marked nu, påpeger konsulenterne, som har interviewet i alt 42 branchepersoner i det private og offentlige i Danmark og Grønland.

Søfartsstyrelsens Arktis-rapport slutter med at anbefale, at Danmark og Grønland bliver bedre til at guide virksomheder, så det bliver lettere at etablere sig i Arktis og få gang i væksten til havs. Den anden store anbefaling går på at styrke de maritime uddannelser også når det gælder efteruddanelse. Det vil give virksomhederne "en større og mere kompetent rekrutteringsbase, der vil kunne gavne dem i den fremtidige konkurrence," skriver Niras-konsulenterne.