Randi Zeeb Sigurdsen kåret som årets idrætsperson

14-årig sportskomet fra Ikerasak fik hæder for sine flotte resultater i Arctic Sports.
Skrevet af Noah Mølgaard
22. oktober 2023 10:36

Idrættens ildsjæle blev fejret med festivitas foran et veloplagt publikum i Grønlands kulturhuset Katuaq lørdag aften, da årets sportspriser blev uddelt i Maligassiuisut show.

Stortalentet i Arctic Sports Randi Zeeb Sigurdsen fra Ikerasak blev kåret som årets idrætsperson for sine flotte og historiske resultater ved Arctic Winter Games i år, hvor hun vandt flere medaljer.

Der er ingen idrætshal i Ikerasak. Men det har ikke forhindret Randi Zeeb Sigurdsen i at opnå flotte resultater.

Hun havde derfor den korte kommentar foran publikum, efter at hun havde modtaget prisen.

- Gi’ os idrætshal.

Det gav stående applaus fra publikum i salen.

Der var tre nominerede til prisen.

Randi Zeeb Sigurdsen skulle derfor vente på, at den afgåede formand for GIF Bolethe Stenskov annoncerede hendes navn over højtaleren.

- Jeg tænkte; mig?, fortæller Randi Zeeb Sigurdsen til KNR.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og fik faktisk lidt kvalme af bare spænding, og det startede faktisk allerede igår, siger hun.

Og Randi Zeeb Sigurdsen er parat til at give den ekstra skalle til træning i sin sport.

- Prisen har givet stor motivation til at yde endnu mere, når man får anerkendelse og pris som årets idrætsperson, siger Randi Zeeb Sigurdsen.

Flere priser

Der blev uddelt flere priser i løbet af aftenen.

Årets trænerpris gik til Majaq og Arnatsiaq Heilmann fra SSP Sisimiut for deres utrættelige indsats for langrendsporten.

Sisimiut fik også endnu en pris, da 3.b fra Minngortuup Atuarfia blev kåret som årets aktive fællesskab for deres fysiske aktiviteter i løbet af skole ugen, som de også nu vil dele med andre skoleelever på kysten.

Kenneth Kleist fra B-67 fik prisen som årets leder for sit arbejde, der nu har ført til samarbejde med flere klubber udenfor Grønland.

GIF, Paarisa og Elite Sport Greenland har også indført ny pris for fysisk aktivitet. Det er Aalasa prisen, der gik til Aasianni maajimi peqqissuusa, der i maj måned organiserer mange former for fysisk aktivitet.

Elite Sport Greenlands pris som årets elite præstation gik til skiskytten Ukaleq Slettemark, mens talentudviklingsprisen gik Lôke Svane og Kali Mathiassen fra fodboldklubben B-67.

Hele showet blev afsluttet med håndboldpigernes VM-sang ’Nunarput pillugu’ (på dansk: for vort land, red.), hvor hele salen sang med.