RAL-ansatte i Aalborg fortsætter arbejdsnedlæggelse

Omkring 65 medarbejdere på Royal Arctic Lines terminal i Aalborg har fortsat nedlagt arbejdet i dag torsdag.
Foto © : Googlemaps
22. juni 2017 10:08

Det oplyser næstformanden for Transportgruppen under 3F i Aalborg, Ole Nors Nielsen, til KNR.

Medarbejderne er utilfredse med RALs beslutning om at flytte selskabets aktiviteter til Aarhus. Særligt måden, beskeden er kommet på, nemlig gennem medierne, har sat sindene i kog hos RAL’s medarbejdere.

Adm. direktør for RAL, Verner Hammeken, skal ifølge Ole Nors Nielsen besøge afdelingen i Aalborg i eftermiddag dansk tid.

Her forventer medarbejderne at få klarlagt, hvornår selve flytningen er tænkt til, og hvad deres muligheder for arbejde er i den forbindelse.

Medarbejderne mødes igen fredag morgen for at drøfte, om de genoptager arbejdet. Arbejdsnedlæggelsen er i øvrigt i strid med overenskomsten for de ansatte i 3F.