Raipons lukning har haft betydning i Arktisk Råd

Den fire måneder lange lukning af russiske organisation for oprindelige nordlige folkeslag Raipon har haft konsekvenser for organisationens engagement i Arktisk Råd, hvor den ellers har permanent sæde.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. maj 2013 13:48

- Da Raipon blev lukket var der en række Arktisk Råds møder og begivenheder, som Raipon ikke kunne deltage i, fordi de ikke eksisterede på det tidspunkt. Så ja, det har haft konsekvenser.

Sådan siger Raipons næstformand Aleksai Limanzo forud for Arktisk Råds møde i Kiruna på onsdag.

Raipon, der omfatter 41 oprindelige folk i Nordrusland – i alt omkring en kvart million mennesker -   blev lukket af det russiske justitsministerium i november. Det skete med en begrundelse i at organisationen ikke levede op til lovgivningen, blandt andet var deres 20 år gamle logo ikke registreret hos myndighederne.

Fra mange sider lød der kritik om, at lukningen skete fordi Raipon havde forholdt sig kritisk til Ruslands planer om industriel udvikling af de nordlige territorier.

- Personligt synes jeg, at det er besynderligt, at Raipon blev suspenderet lige nu. Raipon har eksisteret meget længe og tidligere har ministeren ikke haft nogle problemer med lovgivningen og Raipons vedtægter, siger Aleksei Limanzo om lukningen, der blev kritiseret vidt og bredt. Blandt andet af ICC og af den danske udenrigsminister.

Også Arktisk Råd sendte en fælles erklæring ud, hvor de udtrykte bekymring over fraværet af Raipon i Arktisk Råd. 15. marts lykkedes det så Raipon at få lov til at fortsætte deres aktiviteter, og lige nu er repræsentanter fra Raipon i Kiruna i Sverige for at deltage i Arktisk Råds møde onsdag.

Raipon fik ny formand i april. Det blev Grigory Ledkov fra Putins parti Forenet Rusland, der vandt formandsvalget, efter den tidligere leder Pavel Sulyandziga trak sig i tredje valgrunde. Valget af den nye leder er blevet kritiseret for at være manipuleret af de russiske myndigheder.