URAN Røde partier er uenige om uranaftalerne
- Jeg synes, det er rigtig godt, at der er lavet en aftale, så man har de omstændigheder omkring udvinding af uran på plads, allerede før det går i gang.
Sådan siger Socialdemokraternes grønlandsordfører, Karin Gaardsted. Hun mener, at uranaftalen mellem Grønland og Danmark sikrer et stærkt udgangspunkt for Grønlands uraneksport, fordi Danmark har tilsluttet sig de aller skrappeste, internationale krav om eksporten af uran.
Læs også Qujaukitsoq afviser kritik af uran-aftaler
Derfor forstår hun heller ikke kritikken fra Inuit Ataqatigiit om, at Danmark får for meget magt over Grønlands råstoffer, når den danske erhvervsstyrelse får det endelige ord om, hvem uran må sælges til.
- Det er mit indtryk, at det, som Grønland har tilsluttet sig, ikke er så vidtgående, som det Danmark har tilsluttet sig (...). Og derfor mener jeg, at det er godt, at aftalen betyder, at Danmark overtager ansvaret for uranens rejse, når det forlader Grønland.
- Det må da også være en lettelse for det grønlandske samfund, at man slipper for det ansvar, siger Karin Gaardsted til KNR.
Læs også IA og ekspert uenige om uran-aftale
Alternativet støtter aftalen
Hos Alternativet er man principielt imod uranudvinding. Men isoleret set mener man hos partiet, at aftalerne er udmærkede, siger grønlandsordfører Nikolaj Amstrup.
- De indgåede aftaler kunne svært være anderledes, sådan som selvstyret er struktureret.
Selvstyreloven siger nemlig klart, at sikkerhedspolitiske anliggender er Danmarks ansvar.
- Rent sikkerhedspolitisk har de radioaktive råstoffer jo en speciel status. Og derfor synes jeg, det bliver meget svært at komme udenom, at det også ligger i det sikkerhedspolitiske, siger Nikolaj Amstrup.
Selv om Alternativet i høj grad støtter selvstyreloven, understreger Nikolaj Amstrup, frygter partiet ikke, at aftalen her vil være en glidebane for, at Danmark vil træde ind over andre områder, som Grønland har hjemtaget, siger Amstrup.
Læs også Danmark får hovedansvar for eksport af grønlandsk uran
Enhedslisten støtter IA’s kritik, men …
Kun Enhedslisten forstår IA’s kritik af, at aftalerne skrider ind over Grønlands selvbestemmelse over råstofferne, siger grønlandsordfører Christian Juhl.
- Grønland og Danmark skal arbejde med tæt sammen (om uraneksporten, red.), og der kan man godt forestille sig, at der kan opstå konfliktområder, når Danmark trækker stregen og siger: Nej, de og de lande må ikke købe uran.
Han har dog svært ved at se, at en uranaftale mellem Danmark og Grønland kunne være blevet udformet anderledes.
- Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg er ikke jurist. Men det er sandsynligvis tvivlsomt, siger Christian Juhl og siger, at partiet overvejer at stemme nej til aftalerne.
De Radikale har ikke ønsket at udtale sig om uran-aftalen. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre eller De Konservative i sagen.
Uranaftalerne er i høring frem til 2. marts.