Råstoffer: Kineserne mere interesserede end danskerne

Venstres tidligere formand, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tager nu bladet fra munden, når det gælder de grønlandske naturressourcer.
Skrevet af Martine Lind Krebs
11. december 2012 06:17

I en kronik i dagens Berlingske Tidende opfordrer den tidligere toppolitiker til, at Danmark tager sit ansvar i Rigsfællesskabet alvorligt.

Han kritiserer blandt andet, at den fælles dansk-grønlandske forskning inden for råstoffer er droslet ned, og at Danmark ikke viser lige så stor interesse i de grønlandske råstoffer som kineserne.

- Her kan danske regeringer ikke lurepasse. Og man gør ikke grønlænderne en tjeneste ved at skabe det indtryk, at de kan køre den sag alene. I en større sikkerhedspolitisk sammenhæng vil det ganske enkelt ikke være acceptabelt at styrke at Kina næsten har monopol på strategiske råvarer, skriver den tidligere toppolitiker.

Uffe Ellemann henviser til den kronik, som Kuupik V. Kleist i fællesskab med Minik Rosing skrev i Politiken sidste måned, som han kalder et råb om opmærksomhed - på de muligheder vi har for i fællesskab at sikre en samfundsgavnlig udvinding af Grønlands naturressourcer.