Råstof og økonomirapport afsløret

Det er Grønlands Arbejdsgiverforening (GA) der har taget initiativ til at rapporten blev lavet, og til at finde fakta har GA allieret sig med Copenhagen Economics (CE). Opdraget lød på at belyse, hvordan kommende råstofinvesteringer omsættes i en bæredygtig udvikling i form af permanent, økonomisk vækst og velstand.
24. oktober 2012 06:43

Da de tørre fakta tirsdag blev præsenteret for offentligheden på Hotel Hans Egede i Nuuk, var det Brian Buus Pedersen fra GA og Christian Jervelund fra CE, der stod for præsentationen.

-Rapporten beskæftiger sig meget med de krav, samfundet skal stille til de kommende projekter, og jeg håber på politisk opmærksomhed på de krav, der stilles i forbindelse med storskalaprojekterne. Politikerne skal tage sig tid til at formulere deres forventninger. De skal spørge sig selv, hvordan Grønland som nation får mest muligt ud af de store projekter, så der kommer en reel værditilvækst på basis af de store investeringer, der skal til, fortæller Brian Buus Pedersen til KNR.

Også fra storskaleprojekterne var der folk til stede under fremlæggelsen, og der var tilfredse miner hos London Mining, der var repræsenteret ved kommunikationschefen Kaj Kleist.

-Disse projekter skal selvsagt forankres lokalt, og derfor er det vigtigt, hvilke krav politikerne stiller til de konsortier, der står bag projekterne. Jeg mener, at vi mangler lidt på uddannelsessiden. Det er andre former for uddannelse, der bliver fokus på i fremtiden. Hvis politikerne vil det bedste for landet, så skal de lave en teknisk universitetsuddannelse på Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, så vi kan få dygtige teknikere og civilingeniører uddannet her i landet, siger Kaj Kleist.

Mange af rapportens konklusioner er mindet på kortere sigt, men hvis man skal have mest muligt ud af storskalaprojekterne, skal man også have det lange lys tændt. Det mener i hvert fald naalakkersuisoq for finanser Maliina Abelsen.

-Vi skal gøre alt for at sikre, at næste generation også er med på den arbejdsmæssige front, og ikke kun fokusere på de næste fem – ti år. Kompetencerne skal udvikles her i landet, så vi også får en bedre og mere tidssvarende uddannet befolkning her i Grønland, siger Maliina Abelsen.

Læs rapporten i sin helhed her: http://www.ga.gl/LinkClick.aspx?fileticket=TPAI18wLtJ4%3d&tabid=36&langu...