Qeqqata Kommunia sparer over en bred kam

Der er lagt op til besparelser i Qeqqata Kommunes borgerbetjening og administration. Det fremgår af budgetforslaget for næste år, som kommunalbestyrelsen behandler torsdag.
Borgmester, Hermann Berthelsen.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
25. september 2014 19:08

Selv om der til næste år bliver sparet, vil kommunen have et underskud på 19,6 millioner kroner i et budget, hvor kommunens samlede udgifter vil ligge på knap 645 millioner kroner.

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige nøjagtigt, hvor meget vi kommer til at spare, siger Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen til KNR.

Folkeskolen lægger for

Men spareplanen vil være mærkbar for alle borgere - unge som gamle.

Kommunens administration foreslår, at der spares på folkeskolerne, hvor flere elever skal samles i klasserne, og så skal der være færre specialundervisere.

Der skal indføres ansættelsesstop i kommunen, hvor de enkelte medarbejdere skal arbejde med flere opgaver. Borgerne skal betale mere for kommunale ydelser, eksempelvis i børneinstitutionsområdet, siger Hermann Berthelsen.

Stadig ikke besluttet

Men hvor meget, der skal spares og, hvor meget borgerne skal betale for kommunale ydelser, er stadig åbent, da det er op til kommunalbestyrelsens medlemmer at tage stilling.

- Vi skal se om skatten, der i dag ligger på 26 procent, skal ændres, siger Hermann Berthelsen.

Selvom Qeqqata Kommunias økonomi ikke ser for godt ud, så er alt ikke sort.

- Qeqqata Kommunia har heldigvis indtil nu ikke lånt penge. Derfor er det en oplagt mulighed at optage et lån, så vi kan bygge handicap- og ældreboliger, siger Qeqqata Kommuneas borgmester Hermann Berthelsen.

Forslaget til kommunens budget for næste år bliver førstebehandlet i dag, men et endeligt budget bliver først vedtaget i udgangen af oktober.