Den 1. september får Qeqertarsuaq endelig en ny kommunaldirektør. Den ny kommunaldirektør bliver Benedikte Mølgaard der har været kommunens økonomichef i lidt over et år.
Stillingen blev ledig efter at den tidligere kommunaldirektør Ove Berthelsen valgte at fratræde sin stilling som kommunaldirektør i slutningen af maj.
Inden da var han fritaget midlertidigt fra sit arbejde, på grund af uoverensstemmelser med kommunalbestyrelsen. Politikerne i byrådet mente, at han havde tilsidesat en politisk beslutning som handlede om erhvervschefstillingen, og sagen var i gang med at blive undersøgt af en advokat.
Men før sagen kom videre, tog Ove Berthelsen sin afsked i god forståelse med kommunen, og nu bliver det altså Benedikte Mølgaard der fra 1. september står i spidsen for administrationen i Qeqertarsuaq Kommune.