Mike Waltz godkendes som USA's FN-ambassadør

Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, blev i maj udsat for kritik, efter at han havde videregivet fortrolige oplysninger i en gruppechat.
Mike Waltz var med, da vicepræsident J.D. Vance og hans hustru, Usha Vance, besøgte Pituffik Space Base tilbage i marts. Foto © : Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. september 2025 12:27

USA's tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz er fredag blevet godkendt som USA's ambassadør i FN.

Det skriver Reuters.

Tidligere på året nominerede USA's præsident, Donald Trump, Waltz til posten, og fredag godkendte Senatet endegyldigt beslutningen.

I forbindelse med nomineringen til posten som FN-ambassadør i maj stoppede Mike Waltz som Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.

Det gjorde Waltz efter en periode med heftig kritik.

Kort forinden kom det frem, at yderst fortrolige oplysninger om et forestående amerikansk angreb på de militante houthier i Yemen var blevet delt i en gruppechat i den kommercielle Signal-app.

Blandt deltagerne i chatten var netop Waltz samt USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, og vicepræsident J.D. Vance.

Chefredaktøren for det amerikanske medie The Atlantic, Jeffrey Goldberg, blev også tilføjet til chatten. Efterfølgende fortalte Goldberg om indholdet i chatten i The Atlantic.

Mike Waltz påtog sig ansvaret for fejlen. Det var angiveligt ham, der oprettede beskedgruppen og tilføjede den amerikanske chefredaktør til chatten.

Var med Vance i Grønland

51-årige Mike Waltz blev national sikkerhedsrådgiver, da Donald Trump blev indsat som præsident for anden gang.

Han var blandt andet med for at flankere USA's vicepræsident, J.D. Vance, da en amerikansk delegation i marts besøgte Grønland og den amerikanske militærbase Pituffik Space Base.

I en tale under besøget sagde J.D. Vance, at militærbasen er "mindre sikker, end den var for 30-40 år siden, da nogle af vores allierede ikke har holdt trit".

- Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, lød det.

Vicepræsidentens hustru, Usha Vance, energiminister Chris Wright samt den republikanske senator Mike Lee var også med på turen.

Inden sin rolle under Donald Trump var Waltz i seks år medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne.

Han har en fortid som officer i de amerikanske specialstyrker og har været udsendt til Afghanistan, Mellemøsten og Afrika.

/ritzau/