Puto Kivioq fra Qaanaaq og Ivan Dumanov fra Kyiv har været kærester siden oktober 2019. Som de fleste nyforelskede var de ikke til at skille ad. Her ses de sammen på en af deres mange fisketure. Foto: Puto Kivioq

Puto Kivioq har sendt sin elskede til Ukraine: Jeg tænker hele tiden på, om han er i live endnu

Puto Kivioq er kæreste med Ivan Dumanov, der er rejst fra det fredelige Nuuk til det krigshærgede Ukraine. Mens han kæmper for fædrelandet, kan hun ikke gøre andet end at vente på nyt. Og håbe på det bedste.

Inden interviewets start, venter tårerne allerede i de brune øjne. Hvis Puto Kivioq blinker en enkelt gang, vil tårerne uhæmmet strømme. Men den tapre kvinde holder sammen på sig selv. Og det har hun gjort i mange dage.

Faktisk har hun konstant forsøgt at holde sammen på sig selv, siden hendes ukrainske kæreste, 30-årige Ivan Dumanov af egen fri vilje forlod det fredfyldte Nuuk den 11. marts, for at rejse til det krigshærgede Ukraine.

LÆS OGSÅ Ivan fra Ukraine vil hjem hurtigst muligt: Min mor og far skal i sikkerhed

Ivan Dumanov er nemlig fra Kyiv i Ukraine, der den 24. februar blev invaderet af Rusland og missilerne kom styrtende.

Fra den dag var det Ivan Dumanovs mål at tage hjem, for at bringe sine forældre i sikkerhed fra Ruslands præsident Putins bomber. 

Han befinder sig lige nu i Kyiv, hvor hans forældre bor. Men forældrene er flygtet til det sydlige Ukraine, og derfor har Ivan Dumanov endnu ikke set sine forældre.

Og selvom Puto Kivioq havde svært ved at give slip på sin elskede og lade ham rejse ind i bomberne, kan hun godt forstå hans beslutning og har valgt at støtte ham.

Det stopper dog ikke de mange spørgsmål, der hvileløst tordner i hendes hoved.

- Det eneste Ivan kunne gøre var at love mig, at han ville passe godt på sig selv, og love mig at komme hjem, hvis alt er vel.

- Jeg havde en masse spørgsmål, som ikke kunne blive besvaret. Kommer vi nogensinde til at se hinanden igen? Kommer han hjem igen? Hvornår kommer han hjem? Kommer jeg til at høre fra ham hver dag? De spørgsmål kunne ingen som helst svare på, siger Puto Kivioq.

Hendes stemme kan ikke længere bære byrden og hun giver slip på de mange ventende tårer.

Farvel, min elskede

Ivan Dumanovs tålmodighed blev sat på en noget nær umenneskelig prøve, for i dét øjeblik krigen i Ukraine brød ud, vidste han med det samme, at han skulle hjem og kæmpe for fædrelandet. 

Men det var på det tidspunkt ikke lige til for ham at forlade Grønland, for hans pas var på daværende tidspunkt netop udløbet. Efter mange dages venten, fik Ivan Dumanov endelig sit pas og der var langt om længe fri bane for ham.

Fredag den 11. marts var dagen for afrejse og dermed afsked for det elskende unge par. 

- Og ja, så skulle han afsted. Jeg blev så lettet, da hans fly blev et kvarter forsinket. De femten minutter var meget værdifulde for mig, for så havde jeg femten minutter mere med ham. Så blev hans fly klar og over højtaleren blev det meldt ud, at passagererne skulle gøre sig klar. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere.

LÆS OGSÅ Næsten hver fjerde ukrainer er flygtet eller fordrevet

- Men mens jeg krammede og kyssede ham en sidste gang, brød jeg grædende sammen. Disse tanker fór gennem mig igen: Er det sidste gang jeg ser ham? Har jeg rørt ham for sidste gang? Så med de tanker, brød jeg sammen mens jeg kiggede på ham stige ombord.

- Det er svært at sætte ord på følelsen, da han steg ombord på flyveren - det sidste syn af ham. Og inde i lufthavnen stod jeg alene uden at kende nogen som helst andre, siger Puto Kivioq med tårerne trillende ned ad kinderne.

Lever han mon endnu?

Disse dage er naturligvis meget svære for Puto Kivioq. For tankerne buldrer derud ad - tanker, som de færreste kan holde ud at tænke til ende.

- Jeg tjekker ofte Facebook for at se, hvornår han sidst har været online. Hvis der ikke er gået mere end en time, ved jeg, at han er i live.

- Jeg får det selvfølgelig meget bedre, når han skriver - det er som om mine mange svære spørgsmål bliver besvaret, når han giver lyd fra sig. At han lever.

- Jeg har sovet meget dårligt de sidste dage, fordi jeg hele tænker over om min kæreste er okay og om han lever. Om han overhovedet har fået mad.

- Når der går en rum tid uden at jeg har hørt fra ham, ved jeg ikke om han stadig lever, så jeg er hele tiden parat til at få en svær besked eller til at høre fra ham, siger den tapre Puto Kivioq.

LÆS OGSÅ Britiske efterretninger: Russisk invasion er gået i stå

Selvom der er ringe forbindelser til Ukraine, har parret et par gange siden Ivan Dumanovs afrejse, haft mulighed for at facetime, og krigens spor er til at se. 

- Jeg kan se på ham, at han har det dårligt og er ked af det. Men jeg kan også se, at han virkelig vil det her. Når jeg spørger ham, hvordan han har det, siger han er han er ok, men jeg kan se på ham, at det ikke passer. Jeg kan se, at han er ked af det, siger Puto Kivioq om sin kæreste. 

Fremtiden kan ingen spå om

Ingen ved hvad der venter dem. Og på det næsten umulige spørgsmål om, hvad der nu skal ske, svarer Puto Kivioq med et lille overbærende smil: 

- Det er det helt store spørgsmål. Når han er så farligt et sted, ved han ikke om han kommer helskindet hjem igen eller om han overhovedet kommer hjem i live. Derfor ved vi ikke, hvornår han kommer hjem. Han har ikke planlagt fast, hvornår han kommer hjem.

- Det er hårdt. Og jeg ønsker ikke det her for nogen som helst. Men sådan skal det åbenbart være, siger Puto Kivioq.

Med en dyb indånding holder hun igen sammen på sig selv. Men tårerne er der stadig.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl