Protester er igen blusset op i Ny Kaledonien

Der er nye uroligheder i øgruppen Ny Kaledonien i Stillehavet på grund af planer om en valgreform. Valgreformen vil forskyde magtbalancen mellem oprindelige folk og tilflyttere fra Frankrig, mener kritikere.
Ny Kaledoniens er formelt et oversøisk territorium under Frankrig. Her ses billeder fra uroligheder i landet i maj. Foto © : Lilou Garrido Navarro Kherachi/Reuters/Ritzau Scanpix
24. juni 2024 10:16

Der har igen været nye uroligheder i den lille øgruppe, Ny Kaledonien, i Stillehavet øst for Australien.

Øgruppen hører officielt under Frankrig som et 'oversøisk territorium', men en del af særligt den oprindelige befolkning, kanakkerne, ønsker fuldstændig uafhængighed fra Frankrig.

Natten til i dag mandag er der blevet sat ild til flere biler foruden en politistation i byen Dumbea.

Det sker i protest mod planerne om en valgreform, som betyder, at franskmænd, som har boet i Ny Kaledonien i mindst 10 år, får stemmeret til lokalvalg.

Tilbage i maj var der også protester gennem to uger, hvor ni personer blev dræbt og flere hundrede såret.

Men kritikere af reformen frygter, at det vil ske på bekostning af den oprindelige befolknings indflydelse i landet.

Under urolighederne i maj rejste den franske præsident, Emmanuel Macron, til øgruppen.

Her blev han enige med flere repræsentanter fra lokalbefolkningen, at planerne om reformen bliver udskudt. Leder af kanakkerne ønsker dog reformen helt skrottet.

Ny Kaledonien har omkring 270.000 indbyggere og 40 procent af befolkningen består af de oprindelige folk.