Præsident Obama genvalgt

USA's præsident Barack Obama er genvalgt. Han sikrede sig igår en smal sejr over sin republikanske udfordrer Mitt Romney og får nu fire år mere i Det Hvide Hus.
Skrevet af Ritzau
07. november 2012 06:08

Men det er ikke mange stemmer, som adskiller Obama og Romney i den samlede optælling. Omkring 55 millioner vælgere satte deres kryds ved Obama, mens lige omkring 54 millioner stemte på Romney.

Dermed er det meget tæt på hver anden, der støtter Romney, selvom Obama står til at få langt de fleste af de såkaldte valgmænd.

Men Mitt Romney har tidligt i morges erkendt sit nederlagt til Barack Obama, som sejrede i flere af de helt afgørende svingstater som  Pennsylvania, Michigan, Virginia og nøglestaten Ohio.

Godt nok har Barack Obama sikret sig fire år mere i Det Hvide Hus, men den genvalgte præsident har langtfra alle amerikanere bag sig. Og USA er et land, der politisk er delt på midten.

Optællingen af den såkaldte "popular vote" - altså det samlede stemmeantal på landsplan - skal nu gøres færdig, før man kan sige noget endeligt om opbakningen til Romney og Obama.

Obamas valgsejr bygger på støtte fra kvinder, fra unge og frem for alt fra sorte og latinoer - folk med latinamerikansk baggrund. Og det lykkedes ham at gentage succesen fra 2008 - at få sorte og latinoer til at stemme ved valget.

Obama er kun den anden demokratiske præsident, som det er lykkes for at vinde en anden periode som præsident siden Anden Verdenskrigs afslutning. Den første var Bill Clinton, der under Obamas valgkamp utrætteligt har slået på tromme for sin partifælle.