Politisk flertal tegner sig bag finanslov med millionunderskud

På trods af tidligere krav om en finanslov i balance, tegner der sig nu et flertal bag en finanslov for næste år med et trecifret millionunderskud.
3. behandling af finansloven er datosat til den 27. november. Foto © : KNR
20. november 2020 19:10

Efter fredagens heldagsdebat og 2. behandling af finansloven for 2021, stemte samtlige partier i salen for finanslovsforslaget, der budgetterer med et underskud på 180,7 millioner kroner næste år.

LÆS OGSÅ Forslag til finanslov blinker rødt forud for afgørende fase

Malene Vahl Rasmussen fra Demokraterne fastslår over for KNR, at partiet godt kan leve med et stort underskud næste år.

- Vi har accepteret, at underskuddet til næste år kan blive stort på grund af corona. Havde det været en anden situation uden corona, så havde vi ikke accepteret. Men på grund af omstændighederne, har vi vist forståelse over for det. Vi kræver blot, at finansloven over de næste fire år udviser balance og ikke et underskud, som det ser ud nu, siger hun.

Siumut vil have balance

Som finansloven ser ud nu i 2. behandlingen, vil der være et underskud på 165 millioner kroner i løbet af de kommende fire år.

Men det kan Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ), altså godt glemme. Medlem af Siumut og formand for Finansudvalget, Hermann Berthelsen, deler samme holdning som Malene Vahl Rasmussen i forhold til finansloven.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Vi går alligevel efter underskud på næste års finanslov

- Siumut accepterer ligesom Demokraterne, at der bliver et underskud i næste års finanslov, men har ambition om balance i de næstkommende tre finanslove, siger han.

Politisk drama i sigte

Det største oppositionsparti, Inuit Ataqatigiit, stemte også for finansloven i 2. behandlingen.

Forude ser et nyt politisk drama ud til at vente, da der er stor uenighed blandt partierne om, hvordan balancen for de næste fire år skal skabes.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut skal finde 175 millioner kroner i finanslov

Demokraterne vil som udgangspunkt finde besparelser, samt skabe nye indtægter, mens Siumut også er åben for at optage lån i udlandet, hvis det bliver nødvendigt.

3. behandling af finansloven er datosat til den 27. november.