Naalakkersuisoq: Vi går alligevel efter underskud på næste års finanslov
Da Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq (NQ) i august fremlagde forslaget til næste års finanslov, sagde han, at der vil være et underskud på 183 millioner kroner.
Men det nægtede Finans- og Skatteudvalget at acceptere. Underskuddet var alt for højt, lød det fra udvalget.
Derfor måtte Naalakkersuisut tilbage i arbejdsværelset og lave et nyt forslag til finanslov med et mindre underskud.
Men nu siger naalakkersuisoq, at det ikke kommer til at ske. Han kan ikke kan imødekomme kravet om, at finansloven ikke må være i minus næste år.
LÆS OGSÅ Aningaasanut inatsisissaq: Naalakkersuisoq ataatsimiititaliamut utaqqisitsisoq
Han er dog klar på at komme udvalget lidt i møde. Hvor meget vil han dog ikke afsløre. Men han holder fast i, at der vil være et underskud i landskassen næste år.
- Jeg kan ikke sige hvor meget, men vi er meget tættere på deres krav, siger Vittus Qujaukitsoq til KNR.
Udvalgets krav er en finanslov, som er uden røde tal på bundlinjen.
Levevilkår må ikke forringes
Der, hvor der kan spares, er Naalakkersuisuts brug af konsulenter fra udlandet.
Selvstyret har brugt 189 millioner kroner på eksterne konsulenter i 2018, og i 2019 lød beløbet på 284 millioner kroner.
Vittus Qujaukitsoq vil nemlig ikke tage penge fra velfærd, som er for eksempel socialområdet og sundhedsområdet.
- Vi søger pengene i denne retning, siger Vittus Qujaukitsoq.
LÆS OGSÅ Vittus Qujaukitsoq: Aappaagu amigartooruteqarnissaq pinngitsoortinneqarsinnaanngilaq
Ifølge ham har Naalakkersuisut ikke planer om at optage lån hos pengeinstitutter - heller ikke selvom finansloven næste år ender med et underskud.
Inatsisartut finans- og skatteudvalg venter blot på, at naalakkersuisoq fremlægger sit nye forslag.
Før det sker, vil de ikke skrive deres anbefaling til kollegerne i Inatsisartut, fortalte udvalgets formand Hermann Berthelsen (S) i torsdags.
Forslaget til næste års finanslov skal være færdigbehandlet 27. november. Den skulle have været færdigbehandlet 15. november.
Sidste gang en finanslov blev vedtaget til tiden var i 2013.