Politimesteren: Vi skal ændre den måde vi drikker alkohol på

Det er, når vi drikker for meget, at vi mister forstanden og begår kriminalitet i form af foreksempel vold og seksuelle overgreb. Så for at komme krimininaliteten til livs, skal vi kigge på den måde, vi drikker på, siger Bjørn Tegner Bay.
- Hvis jeg skal pege på en enkelt faktor, som vi skal kigge på, så er det vores omgang med alkohol, siger Grønlands Politimester, Bjørn Tegner Bay. Foto © : KNR
10. marts 2022 05:57

Grønlands Politi offentliggjorde fredag den 4. marts deres årsstatistik, hvor de fremhæver det høje antal af voldssager og seksuelle forbrydelser, som et stadigt stort samfundsproblem. Og det skyldes den måde vi drikker på. 

- Hvis jeg skal pege på en enkelt faktor, som vi skal kigge på, så er det vores omgang med alkohol, siger Grønlands Politimester, Bjørn Tegner Bay og fortsætter:

- Jeg er godt klar over, at folk kan have problemer, og det er ikke alkoholen, der nødvendigvis skaber problemerne.

- Vi kan bare politimæssigt se, at hvis ikke alkoholen er til stede, så ville situationerne noget sjældnere udarte sig til vold.

LÆS OGSÅ Antal af husspektakler blev halveret under alkoholforbud - men er stadig "absurd højt"

I 2021 blev der anmeldt 1.348 voldssager, hvilket betyder, at der blev anmeldt godt fire sager om vold hver eneste dag sidste år.

Hvis man sammenligner med Danmark er der anmeldt mere end seks gange så mange voldsepisoder per indbygger i Grønland, og hele 13 gange flere end i Færøerne.

Og ifølge Bjørn Tegner Bay er det de sociale vilkår, der skal kigges på, hvis vi skal komme voldsproblematikken til livs.

- Hvor der er alkohol involveret, det oplever jeg ofte som værende et udslag af rigtig dårlige sociale vilkår, og det har noget at gøre med en forkert omgang med alkohol.

- Så det er jo her vi som samfund skal skride ind, hvis vi skal have gjort noget ved det.

LÆS OGSÅ Politi: Mere alkohol er sandsynligvis lig med flere voldssager

I følge politiets årsstatistik blev Grønlands Politi kaldt ud til 2.616 husspektakler på landsplan, hvilket betyder, at de blev kaldt ud til godt syv husspektakler i døgnet året rundt sidste år.

Seksuelle forbrydelser er stadig et massivt samfundsproblem

Selvom antallet af sager om seksuelle overgreb faldt en kende fra 2020 til sidste år, er det stadig alarmerende højt.

- Når vi ser på befolkningsundersøgelserne, så er antallet af seksuelle overgreb, der bliver begået mod børn i Grønland, stadigvæk uhyggeligt højt, siger Bjørn Tegner Bay.

LÆS OGSÅ Nyt forslag vil sende voksne længere tid i anstalt for overgreb mod børn

Og i sagerne om de seksuelle overgreb, spiller alkohol en væsentlig faktor, ligesom det er tilfældet i sagerne, der handler om vold.

- Ligesom i voldssager, så har alkohol også i betydning i seksualforbrydelserne. Ikke i helt samme omfang, men i rigtig mange af sagerne vedrørende, både seksuelle overgreb på voksne og på børn, der er minimum en af parterne beruset, siger politimesteren.

Selvom der fra 2020 til 2021 er et lille fald i antallet af anmeldelser om seksuelle forbrydelser, betegner Bjørn Tegner Bay stadig tallet som meget meget højt, for der er otte gange flere anmeldelser om seksuelle forbrydelser i Grønland end i resten af Rigsfællesskabet.

LÆS OGSÅ Dokumentarfilmen Pilluarneq Ersigiunnaarpara har vundet en pris

Og når talen falder på de mange anmeldelser om seksuelle overgreb, har man fra politiet betragtet stigningen frem til 2020 som en succes.

- Ikke forstået således, at vi synes, at det er en succes, at der bliver begået mange af denne her type forbrydelser, men at de nu bliver anmeldt.

- Det er efter min opfattelse et tegn på, at det lige så stille lykkedes at bryde tabuet og nu bliver sagerne anmeldt i meget større omfang med det resultat, at der er flere ofre, der kan få den hjælp, som de har behov for,

I 2021 blev der anmeldt 249 overgreb mod børn og unge under 15 år.