Politikere vil skærpe straffe ved seksuelle overgreb mod børn

Personer, der udsætter børn for seksuelle overgreb, skal være længere tid i anstalt, lyder det fra et enigt Inatsisartut.
For snart et år siden kontaktede Naalakkersuisut Justitsministeriet, fordi Naalakkersuisut gerne ville hæve foranstaltningsniveauet til 16 år. Foto © : KNR
22. maj 2020 15:09

Det skal koste flere år i en anstalt at begå seksuelle overgreb mod børn. 

Sådan lyder det fra et enigt Inatsisartut under den igangværende Forårssamling.

Politikerne har stemt for, at foranstaltningsniveauet - det er den tid, som den dømte skal tilbringe i en anstalt - skal være længere, end den er nu.  

LÆS OGSÅ Anmeldelser af seksuelle overgreb mod børn stiger for tredje år i træk

De vil nemlig understrege, at samfundet ser forbrydelserne som meget alvorlige. Det skal også styrke retsfølelsen i samfundet, mener politikerne. 

Hvad er foranstaltningsniveauet?

Der er en bestemmelse i kriminalloven om, at der maksimalt kan idømmes anstaltsanbringelse i 10 år, medmindre sagen er så alvorlig, at man kan idømmes forvaring på ubestemt tid.
 

Ifølge Lovudvalget i Inatsisartut ligger foranstaltningsniveauet lige nu på mellem halvandet og to år på anstalt, for enkeltstående overgreb begået over en periode. 
 

Ved skærpende omstændigheder, eksempelvis hvor den misbrugte er meget ung, eller hvor der er anvendt vold eller anden tvang, eller hvor misbruget strækker sig over en meget lang periode, kan foranstaltningen stige til op til fem års anstalt.

Kilde: Lovudvalget i Inatsisartut

- Vi ser jævnligt overskrifter om, at børn ned til et-års alderen har kønssygdomme. Over 70 procent af de hjemløse har været udsat for seksuelle overgreb, viser undersøgelser.

- Vi bør sætte initiativer i gang, som skærpede foranstaltninger og langt bedre forebyggelse, siger Tillie Martinussen, der er fungerende formand for Samarbejdspartiet.

Pres på anstalterne

Det er nu op til Nalakkersuisut at tage kontakt til de danske myndigheder, da det er Justitsministeriet i Danmark, der kan ændre i kriminalloven i Grønland.

For snart et år siden blev der taget kontakt til Justitsminister Nick Hækkerup.

Her ville Naalakkersuisut hæve foranstaltningsniveauet til 16 år - ikke kun for seksuelle overgreb mod børn, men også i grove sager om vold og lignende.

Svaret fra minsteren lød, at det grønlandske retsområde er presset på mandskab og kapacitet. Naalakkersuisuts forslag vil derfor kræve, at der bliver brugt penge på at bygge flere anstalter og uddanne mere personale. Ellers kan man risikere, at ventetiden på at få dømte i anstalt vil vokse for meget.

LÆS OGSÅ Nukannguaq: Godt med oplysningskampagne mod seksuelle overgreb

Inatsisartut forventer dog, at det vil være muligt at skærpe foranstaltningerne i sager om overgreb mod børn, uden at det lægger for meget pres på anstalterne og retsområdet.  

- Indtil vi når vores målsætning, har vi en stor opgave foran os, siger næstformand i Lovudvalget Sofia Geisler (IA).