Folketingsvalg 2015 Politikere til Skaale: Folketinget er ikke ligegyldigt

Der er stadig god grund til at Grønland har mandater i Folketinget, mener Lars-Emil Johansen og Johan Lund Olsen. Det har kun begrænset relevans for Færøerne, lyder det fra færøsk MF'er.
Skrevet af Peter Bye Andersen
06. juni 2015 11:52

Hvorfor skal vi sidde i Folketinget og vedtage love, der slet ikke vedrører os? Sådan spørger det færøske folketingsmedlem, Sjurdur Skaale i Jyllands-Posten.

Herhjemme er holdningerne delte. Tidligere folketingsmedlem for Siumut, Lars-Emil Johansen er principielt enig med Skaale. Det nuværende folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Johan Lund Olsen er helt uenig.

Sjurdur Skaale mener, at Folketinget kun har begrænset relevans for færingerne, da folketingsarbejdet - ifølge ham - mest handler om dansk indenrigslovgivning. Skaale finder det også paradoksalt, at færingerne må blande sig i dansk politik men ikke omvendt.  

Læs også Færøsk MF'er: Skal Nordatlanten ud af Folketinget?

Lars-Emil Johansen erklærer sig principielt enig med færingen. Den nuværende formand for Inatsisartut mener, at det ikke hører hjemme, at Grønland og Færøerne har repræsentanter i et andet lands parlament.

Selvom Grønland har fået Selvstyre, er der dog stadig lidt ræson i at have mandater i Folketinget, indrømmer Lars-Emil Johansen.

- Det har selvfølgelig betydet mere tidligere. Men det har stadig en betydning i forhold til, hvis vi skal overføre udenrigs- og sikkerhedspolitikken til Grønland, siger han.

Læs også Avis: Debatten om nordatlantiske mandater er kopi af britisk diskussion

Det nuværende folketingsmedlem, Johan Lund Olsen er til gengæld slet ikke enig med Skaale. Der er stadig masser at arbejde for i Folketinget, siger han.

- Færøerne fik allerede hjemmestyre i 1948. Vi fik først i 1979. De har haft længere tid til at ordne egne anliggender, siger han.

Johan Lund Olsen fremhæver, at der stadigvæk er 32 sagsområder under dansk beslutningskompetence med stor betydning for Grønland. Det drejer sig blandt andet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men også politi, fødevaresikkerhed, familieret og arbejdsmiljø.

Det er vigtigt for os, at vi er repræsenteret, siger han.

- Opgavevaretagelsen og forsvaret for grønlandske interesser vil blive forsømt. Vi kan slet ikke regne med, at danske folketingspolitikere primært vil varetage Grønlands interesser. Det har vi set flere gange, eksempelvis i forhold til den mistede og meget omdiskuterede servicekontrakt i Pituffik, siger Johan Lund Olsen.

Læs også Tæt dansk valg giver os og Færøerne stor indflydelse