Politiker: Demokratiet er svækket

Arbejdsvilkår i Inatsisartut er ikke egnede for børnefamilier. Det har Siumuts Malik Berthelsen, Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen og Siumuts Palle Jeremiassen måtte sande.
Skrevet af Noah Mølgaard
05. februar 2013 10:22

Der går måske unge politikere rundt med spændende visioner, men de bliver nødt til at prioritere deres famlie og fravælger at stille op til Inatsisartut. Og det er arbejdsvilkårene i Inatsisartut, der er problemet. Det siger tre markante politikere. Malik Berthelsen fra Siumut og Juliane Henningsen Inuit Ataqatigiit ser det problematisk. Og det samme mener Siumuts medlem af kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia Palle Jeremiassen.

- Det er spændende og interessant. Men når man tænker på hvilke omkostninger det har på familien, så trækker man sig en anelse tilbage, siger Palle Jeremiassen, der til trods for opfordringer vælger ikke at stille op.

Han er familiefar til to og har efter nøje overvejelser valgt familielivet istedet for at stille op til den nuværende valgkamp.

- Den nuværende arbejdsform er ikke egnet til børnefamilier. Den er i det hele taget ikke tidssvarende, hvis man samligner med andre erhverv, siger Palle Jeremiassen.

- Jeg vil derfor gerne foreslå, at møderne bliver strakt over hele året. Vi kan også dermed undgå at vigtige sager bliver hastet igennem. Vi kan også opnå, at flere egnede personer stiller op til Inatsisartut valget. Og en af vinderne er demokratiet, siger Palle Jeremiassen.

Malik Berthelsen fra Siumut har valgt ikke at stille op til Inatsisartut for at bruge mere tid på sin familie.