- Vi er stærkt opsat på at få den genopbygget, siger Asger Køppen, der er administrerende direktør i World of Greenland.Foto: World of Greenland

Politiet står på bar bund i mystisk brandsag

Populær turistattraktion nær Ilulissat er brændt ned til grunden. Politiet kender stadig ikke årsagen til branden.

Mens hele Ilulissat by var samlet til herrernes fodboldfinale lørdag aften, begyndte en sort røgsøjle at rejse sig i baglandet.

Røgen kom fra World of Greenlands hytte ”Igloo Lodge”, der bruges som base om vinteren, når turister skal ud i vildmarken og overnatte i igloer.

Hytten, der ligger 12 kilometer fra Ilulissat, er ikke i brug om sommeren. Derfor undrer det Asger Køppen, der er administrerende direktør i World of Greenland, hvordan ilden er opstået:

- Det er ret mystisk, hvad der er sket. Vi har ikke strøm eller noget, der umiddelbart kan selvantænde derude, siger Asger Køppen til KNR.

 

Over fjeldet hænger en tung røgsky, der kommer fra hytten. Den kunne tydeligt ses fra byen.

 

Heller ikke politiet i Ilulissat kan på nuværende tidspunkt forklare, hvad der er sket:

- Vi har været ude ved hytten og indsamlet beviser, måske det kan bringe os nærmere årsagen til branden. Det kan også blive nødvendigt at få assistance fra teknikere i Danmark, forklarer politikommissær i Ilulissat, Palu Eriksen.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.

Får konsekvenser for både lokale og turisterne

Igloo Lodge er kun få år gammel, men har ifølge Asger Køppen været en stor succes og vigtigt for at sikre, at dem der arbejder med turisme kan have beskæftigelse året rundt.

Derfor er det også et hårdt slag, at hytten nu er væk:

- Det har store konsekvenser for vores vintersæson, og den er vigtig for at skabe helårsbeskæftigelse i turismen. Sidste år havde vi 600 gæster, som sov i hytten og i igloerne udenfor, siger han og fortsætter:

- Men det påvirker ikke bare os, men også vores lokale samarbejdspartnere, som kører hundeslæde, snescootertransport og sejler isfjordssejlads.

World of Greenland har allerede en del gæster, som skulle have besøgt hytten i den kommende vintersæson. Det skal nu undersøges, om der kan findes et alternativ til hytten, eller om billetterne skal refunderes.

Spørger man Asger Køppen, hvad planen er på sigt, er han ikke i tvivl:

- Vi er stærkt opsat på at få den genopbygget, siger han.

World of Greenland ejes af Greenland Travel A/S og er et af Air Greenlands datterselskaber og dermed ejet af Selvstyret.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl